(Foto: Delta Air Lines)

Pensioneret DC-9’er sælges som gavekort

Delta Air Lines har ophugget et DC-9-51-fly fra 1975 og sælger nu eksklusive gavekort af aluminimum fra flyet.

Amerikanske Delta Air Lines har fundet en mere utraditionel måde at skille sig af med et gammelt DC-9-fly. For i stedet for at sende hele flyet til traditionelt ophug eller flykirkegården i Arizona Ørkenen, har selskabet valgt at skære 2500 metalgavekort af flyets skrog og hale.

Og gavekortene, der hver indeholder et beløb på 50 dollar til brug hos Delta Air Lines, er ikke tænkt som en medarbejderjulegave. Derimod er de i alt 2500 gavekort et samleobjekt til flyselskabets fans. Samtlige kort er sat til salg på Ebay til den nette sum af 250 dollar stykket.

I en opdatering på Twitter annoncerede Delta Air Lines kortene til salg allerede den 18. november, men her, godt en uge senere, har selskabet endnu kun solgt lige under 100 gavekort.

Gavekortene bliver ifølge selskabet lavet i både hvid, blå, rød, grå og multifarvet afhængigt af, hvor på flyet kortet er blevet skåret ud.

38 år lang karriere
Det er DC-9-51-maskinen N920VJ, der har endt sine dage som et noget anderledes samlerobjekt. N920VJ startede karrieren 25. august 1975 hos Allegheny Airlines. Allerede i 1978 overgik flyet til Eastern Air Lines, som omregistrerede flyet til N401EA.

Flyet forblev hos Eastern Air Lines, men selskabet blev siden fusioneret med Northwest Airlines, som i 2010 blev en del af Delta Air Lines.

Karrieren for N401EA sluttede 4. januar 2013, hvor den fløj sin sidste passagerflyvning fra Chicago-O’Hare til Atlanta, med rutenummeret DL1977. I sin 38 år lange karriere tilbagelagde flyet 71.381 landinger og 76.808 flyvetimer.

En del af det DC-9-fly, som en del af nu er blevet til gavekort, er ifølge Delta Air Lines allerede genanvendt til at skabe en unik receptionsskranke til Deltas Elite Services Team i premium check-in-området i Delta ONE i Los Angeles Airport.

Delta Air Lines udfasede sit sidste DC-9-fly i 2014. Selskabet var lanceringskunde for DC-9-flytypen i 1965, og har med undtagelse af perioden 1993-2010 haft flyet i sin flåde i alle årene.

Billede (nederst): Sådan ser gavekortet ud. Desværre for danske interesserede sender Delta Air Lines kun gavekortene til amerikanske adresser, hvilket unægtelig besværliggør et køb. Foto: Delta Air Lines