RegionalJet/Xfly ATR72-600 (ES-ATD) opereret for SAS (Arkivfoto: Ole Kirchert Christensen)

SAS vil gennemføre 334 flyvninger trods strejke

Hvis pilotkonflikten bliver en realitet, vil SAS i løbet af fredagen kunne gennemføre 334 flyvninger via fem eksterne produktionsselskaber.

En truende pilotkonflikt i SAS nærmer sig med stor hastighed, og parterne skal mødes torsdag i Forligsinstitutionen for at se, om det er muligt at nå frem til en aftale, inden en eventuel konflikt kan gå i gang ved midnatstid natten mellem torsdag og fredag i denne uge.

På grund af stigende bekymring hos de mange tusinde passagerer, der fredag skal flyve med SAS, har selskabet offentliggjort en liste over, hvilke flyvninger, der ikke vil blive berørt af en eventuelt strejke. Det drejer sig om 334 flyvninger på fredag den 26. april.

Grunden til, at det er muligt for SAS at begrænset antallet af aflysninger, hænger sammen med, at en del af produktionen er lagt ud til fremmede flyselskaber, der ikke er omfattet af konflikten.

SAS benytter således i dag fem eksterne produktionsselskaber med samlet 44 fly ud af en samlet flåde på op imod 160 fly.

  • CityJet (Irland) – 23 fly af typen Bombardier CRJ900
  • Scandinavian Airlines Ireland (Irland) – 9 fly af typen Airbus A320-200neo
  • Regional Jet/Nordica (Estland) – 5 fly af typen ATR72-600 og 1 fly af typen Bombardier CRJ900
  • Flybe (England) – 5 fly af typen ATR72-600
  • Air Nostrum (Spanien) – 2 fly af typen Bombardier CRJ900

Regionale ruter og indenrigsruter
De flyvninger, der vil blive undtaget ved en eventuel konflikt er generelt set ruter fra København til Baltikum, Polen, Nordtyskland og det nordlige Italien samt indenrigsruterne til Billund og Aarhus. De internationale SAS-ruter fra Aalborg, Aarhus og Billund vil som udgangspunkt heller ikke være omfattet af en eventuel konflikt.

Ligeledes vil mange svenske og norske indenrigsruter kunne betjenes som normalt, mens en række regionale flyvninger fra Oslo og Stockholm også vil kunne gennemføres.

“Hvis pilotforeningerne vælger at gå i konflikt, vil det primært være SK-flyvninger, der bliver påvirket og vores underleverandører vil gennemføre flyvningerne. Vi forventer dog stadig at nå til enighed med vores pilotforeninger ligesom vi har gjort med alle vores medarbejdergrupper i SAS,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS.

Vil flyve charter for SAS-kunder
Såfremt der er tale om charterflyvninger med SAS, er det den pågældende rejsearrangør, der skal vurdere om det er muligt at chartre erstatningskapacitet. Atlantic Airways og Jet Time, der er fast samarbejdspartnere hos SAS, oplyser at det ikke vil påtage sig at flyve charterflyvninger for rejsearrangører, der måtte være kommet i klemme i forbindelse med SAS-konflikten.

Hos DAT er man derimod klar til at gennemføre charterflyvninger, da der ifølge selskabet ikke er tale om konfliktarbejde, idet der flyves for SAS´ kunder. Til gengæld vil DAT ikke hjælpe SAS med at gennemføre ruteflyvninger.

“Vi honorerer vores forpligtelser og flyver ikke strejkeramt trafik,” lyder det fra administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

SAS-kunder urolige for strejke

Sådan aflønnes ’luftens konger’ i SAS

SAS-piloter varsler strejke