En Airbus A340-300 fra South African Airways. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Planer om at fusionere tre sydafrikanske flyselskaber

Den sydafrikanske regering overvejer at fusionere tre af de flyselskaber, den støtter, for at spare omkostninger og dermed få én styrket selskabsøkonomi.

Sydafrikas tre nationale flyselskaber, South African Airways, SA Express og Mango Airlines, kan fremover smelte sammen til én enhed.

Den sydafrikanske regering har således indledt drøftelser om en fusion af de tre uafhængige flyselskaber, der hver især er finansielt støttet af staten. Det skriver Business Tech SA. Star Alliance-selskabet South African Airways er nationens flagskib med både indenrigs- og udenrigsruter, mens SA Express er et regionalt selskab. Mango Airlines er landets lavprisflyselskab.

Forslaget om at fusionere de tre flyselskaber er udarbejdet af Institut for Offentlige Virksomheder, og det blev fremlagt for parlamentet for nylig. Forslaget vil især komme South African Airways og SA Express til gode, da de begge har kæmpet med økonomiske problemer gennem længere tid. SA Express måtte i august grounde hele sine flåde, inden regeringen ydede en finansiel håndsrækning på 20,5 millioner dollar (138 millioner kroner, red.).

Kan spare høje lønninger
Den sydafrikanske regering vil spare en masse omkostninger, såfremt de tre flyselskaber smelter sammen til ét. Regeringen kan spare store lønninger til flere ledere, og vedligeholdelsen af fly kan slås sammen. Flyselskaberne kan desuden låne fly af hinanden, når det findes nødvendigt.

Siza Mzimela, der er midlertidig administrerende direktør i SA Express, støtter regeringens udspil om en fusion af de tre flyselskaber. Hun understreger dog, at det er vigtigt at få fusionen sammensat på den rigtige måde. Da de tre flyselskaber ikke præsterer sit bedste i øjeblikket rent økonomisk, kan en fusion også have potentiale til at gøre dem endnu mere sårbare, påpeger hun.

Forslaget om at fusionere handler ikke om, at South African Airways, SA Express og Mango Airlines skal slås sammen til ét flyselskab. Planen er derimod at indarbejde driften og styringen til ét selskab; én samlet enhed.

Kan blive Afrikas næststørste selskab
Hvis de tre sydafrikanske flyselskaber ender med at blive fusioneret, vil den samlede flåde bestå af i alt 86 fly. South African Airways har 47 fly, SA Express 24, mens Mango Airlines opererer 15 fly af typen Boeing 737. Samlet flyver de tre selskaber til 59 destinationer. Selv om South African Airways er i økonomisk modvind, er der stadig plads til flådefornyelse. Indtil nytår modtager selskabet således to nye Airbus A350-900 på leasingkontrakt.

En administrativ fusion af de tre flyselskaber vil gøre det til Afrikas næststørste selskab målt på antal fly. Ethiopian Airlines har 117 fly, mens Royal Air Maroc råder over 59 fly.

 

Relaterede artikler:

South African Airways får A350 i flåden

Usikkerhed om fremtiden for South African Airways

Afrikas største flyselskab får økonomisk hjælp