Aalborg Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Rekordernes år i jyske lufthavne

I Billund og Aalborg er der blevet sat nye passagerrekorder i oktober måned, men ellers ser det ud til at Billund er ved at flyve fra den nordjyske konkurrent.

Lufthavnsdirektørerne i Billund og Aalborg kan glæde sig over en oktober måned, hvor der blev sat passagerrekorder. I Aalborg Lufthavn rejste 141.010 gennem den nordjyske lufthavnsterminal i sidste måned, mens der var 397.193 rejsende, der havde valgt at benytte Billund Lufthavn.

Med passagerrekorden i oktober hører lighederne omkring udviklingen i de to lufthavne også op. Billund Lufthavn har sat passagerrekord de 10 seneste måneder i træk og kan allerede nu love, at der for første gang i lufthavnens 52 årige historie vil rejse flere end tre mio. passagerer gennem lufthavnen inden årets afslutning.

I årets første 10 måneder havde 2.730.411 passagerer fløjet fra og ankommet til terminalen i Billund, hvilket er en vækst på 4,9 procent, og det skal gå meget galt, hvis Billund Lufthavn ikke passerer den magiske grænse på tre millioner, inden julen ringes ind. De lidt flere end 2,7 mio. passagerer, der allerede er rejst igennem Billund Lufthavn fordelte sig med næsten 1,8 mio. udenrigsrejsende, lidt flere end 800.000 rejsende med charterfly samt lige godt 120.000 passagerer med indenrigsfly.

“I alle årets ti første måneder har der været passagerrekord, så det er vel rimeligt at konstatere, at med sine 52 år er Billund Lufthavn i rigtig fin form”, siger Billund Lufthavns administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen i en pressemeddelelse. “Det er femte måned i træk, at der har været mere end 300.000 passagerer om måneden, så der har været god gang i lufthavnen.”

Et stykke vej til to mio. passagerer
I Aalborg Lufthavn havde man tilbage i 2011 et mål om at nå op på to mio. passagerer ved udgangen af 2016. De ambitioner bliver definitivt ikke indfriet i år og formentlig heller ikke i de kommende år. I årets 10 første måneder rejste 1.304.007 passagerer til og fra den nordjyske lufthavn, og passagertallet vil efter alt at dømme ende op på lige i underkanten af 1.500.000 passagerer, når de sidste rejsende har passeret tælleapparaterne den 31. december.

Siden 2010 har passagertallet ligget stabilt mellem 1.350.000 og 1.450.000 årlige rejsende, og alene at nå op på 1,5 mio. passagerer har været en lang og hård kamp for Aalborg Lufthavn, da operatør-stabiliteten ikke har været til stede. Næste år åbner SAS en direkte rute til Oslo med seks ugentlige afgange, men samtidig har lufthavnen i slutningen af 2016 måttet sige farvel til Lufthansa og Turkish Airlines, der har valgt at trække sig ud af lufthavnen som følge af eksterne forhold.

I Aalborg Lufthavn har der været fremgang i indenrigstrafikken i 12 måneder i træk, og i dag er det således indenrigs- og chartertrafikken, der trækker udviklingen med 82.512 indenrigsrejsende i oktober samt 727.634 indenrigspassagerer i årets 10 første måneder.  I oktober var der 25.259 charterrejsende til og fra Aalborg Lufthavn, og dette svarer til en vækst på 24 procent. Med 247.544 charterrejsende år til dato har Aalborg Lufthavn allerede overhalet hele sidste års passagertal i dette segment, hvor 236.641 benyttede den nordjyske lufthavn til charterrejser i hele 2016.

“Aalborg Lufthavn fortsætter den gode udvikling som en eftertragtet charterlufthavn, hvor charterbureauerne kan levere et stærkt produkt. Det er en positiv udvikling, der giver forhåbninger om flere charterafgange og nye spændende rejsemål til næste års sommerprogram,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen i en kommentar til trafiktallene.

 

Relaterede artikler:

Turkish Airlines trækker sig helt ud af Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn: Plads til to selskaber på Oslo-rute

Lufthansa lukker ned i Aalborg Lufthavn

Billund Lufthavn får rute til Warszawa

Wizz Air på vej mod 150.000 passagerer i Billund