Det internationale nyhedsbureau Reuters skriver, at Lufthansa siden efteråret har ført drøftelser med SAS om at overtage en aktiepost i det skandinaviske flyselskab.
Med jævne mellemrum dukker der spekulationshistorier op omkring Lufthansa og SAS. Det er også sket i dag, hvor det internationale nyhedsbureau Reuters i eftermiddag skriver, at Lufthansa har forhandlet med SAS om køb af en aktiepost siden efteråret.
Reuters hævder at have fået dette bekræftet fra to af hinanden uafhængige kilder.
“SAS vil blive koblet på Eurowings-platformen,” siger en af kilderne til nyhedsbureauet.
Ifølge Reuters har Lufthansa ikke interesse i en fuld overtagelse af SAS, mens en mindre ejerandel kan give adgang til bestyrelsesposter samt indflydelse på selskabets fremtidige strategi.
SAS har tidligere givet udtryk for, at selskabet på sigt ønsker at deltage i konsolideringen af europæisk luftfart, ligesom Lufthansa har givet udtryk for, at man gennem Eurowings-projektet er klar til at integrere nye selskaber i koncernen.
“Lufthansa ønsker at udbygge Eurowings, men selskabet ønsker ikke at tage noget som helst risiko i forbindelse med omstruktureringer,” hedder det fra en af kilderne.
SAS ønsker ikke at kommentere til Reuters, mens Lufthansa kalder det for ren spekulation.
SAS-aktien var ved 16.00-tiden handlet op med næsten syv procent på Københavns Fondsbørs på baggrund af rygterne.