Mandag indtraf en ulykke, da et privatfly var i færd med at lande i en amerikansk lufthavn. En blev dræbt og fire kvæstet i forbindelse med hændelsen, som nu undersøges nærmere.
Vince Neil er blevet berømt verden over som forsanger i Mötley Crüe, som han blev en del af i starten af 1980’erne. Siden har sangeren udgivet hits og turneret verden rundt med rockgruppen, ligesom han også står bag flere soloalbums.
I disse dage er det dog ikke hans karriere på hitlisterne, der har bragt Vince Neil i mediernes søgelys. Det skyldes derimod en mere trist årsag, da et fly, som er ejet af et selskab ved navn Chromed in Hollywood Inc., kom ud for en ulykke mandag den 10. februar.
Selskabet er nemlig ifølge NewsChannel 5 Nashville WTVF ejet af Vince Neil, og det var hans fly, der var involveret i ulykken, som fik den konsekvens, at en af de fire ombordværende personer omkom, mens flere andre blev kvæstet.
Ser ud til at være kollapset
Hændelsen fandt sted i Scottsdale Airport (SCF), der betjener området omkring den amerikanske by Scottsdale i staten Arizona. Her var Vince Neils privatfly, der er et Learjet 35A med registreringen N81VN, netop landet på bane 21 efter en flyvning fra Austin i Texas.
Det endte dog med pludseligt og uventet at køre af banen på den venstre side, hvilket resulterede i, at det ramte et Gulfstream G200 Galaxy-fly, som stod parkeret på lufthavnens område. Sidstnævnte bærer registreringen N199DF.
Indtil videre tyder det på, at årsagen til kollisionen var, at flyets forreste landingsstel kollapsede. Det har myndighederne i Scottsdale meldt ud.
Skal undersøges nærmere
Vince Neils advokat Worrick Robinson har offentliggjort en kommentar, hvori han bekræfter, at rocksangeren ikke var ombord på flyet, da ulykken indtraf. Det var derimod fire andre personer, hvoraf de to var piloter, og de andre var passagerer.
Den ene pilot afgik ved døden som følge af ulykken, mens to af de andre personer blev svært kvæstede og måtte sendes på skadestuen. Den fjerde ombordværende kom også til skade, men ikke i samme grad som de andre.
I tillæg hertil var der også et besætningsmedlem på Gulfstream’en, der blev skadet, da personen befandt sig ombord på flyet, da det blev ramt. Han er efterfølgende blevet behandlet i et eller andet omfang, men er ikke længere på hospitalet, lyder det.
The National Transportation Safety Board, der er den amerikanske havarikommission, har iværksat en undersøgelse, der skal kaste lys over ulykken.
Relaterede artikler:
Flyvende rockstjerne med succes i luftfart