Air Belgium har fået forsinket opstarten med fire uger og må halvere antallet af flyvninger de første fem måneder. Men endnu en destination er undervejs.
Efter længere tids tovtrækkerier med de russiske myndigheder er det nu lykkedes for det nystartede belgiske flyselskab, Air Belgium, at få den eftertragtede overflyvningstilladelse over russisk luftrum, så det bliver muligt at sende det første fly på vingerne fra Brussels South Charleroi-lufthavnen.
Oprindeligt var første afgang planlagt til den 30. april, men de russiske myndigheder spændte ben for premiereflyvningen, da Air Belgium ikke havde fået tilladelser til overflyvning af Rusland. I stedet blev premieren udsat til den 3. juni, og det kommer til at holde stik, således at Air Belgium fra denne dato kan indlede flyvninger til den tidligere britiske kronkoloni.
Den forsinkede opstart har dog svækket efterspørgslen en smule, og ledelsen har derfor besluttet at gå forsigtigt til værks, når der startes op den 3. juni. Derfor vil der kun blive tilbudt to ugentlige afgange i opstartsfasen og i resten af sommertrafikprogrammet frem til oktober, hvorefter det er planen at skrue op til fire frekvenser.
Ny destination på vej
Dermed bliver selskabet endnu engang nødt til at kontakte de passagerer, der er booket ind på afgange, der ikke kan gennemføres, men optimismen er i behold, og i løbet af kort tid vil man annoncere en ny destination i Fastlandskina.
“Nu da vi har fået grønt lys, kan vi næsten ikke vente med at byde vores første passagerer velkommen mellem Brussels Charleroi Airport og Hong Kong. Samtidig arbejder vi hårdt på at kunne få det tredje fly klart i slutningen af juni og er ved at forberede de første flyvninger til Fastlandskina, som vi forventer at lancere i de kommende måneder,” siger Niky Terzakis, der er administrerende direktør for Air Belgium.
Air Belgium har leaset tre 11 år gamle Airbus A340-300, der tidligere har været beskæftiget hos Finnair. De første to fly er allerede leveret i fuld Air Belgium-bemaling og indrettet med en kabine med tre serviceklasser, henholdsvis Business, Premium og Economy.
Relaterede artikler:
Overflyvningsrettigheder forhindrer ruteopstart
Ejerkredsen i nyt flyselskab er afsløret
Tidligere Finnair-fly skal genrejse belgisk stolthed