Crew fra airBaltic ved præsentation af basen i Tampere. (Foto: airBaltic | PR)

Rute til København fra ny finsk base

Dette lettiske flyselskab airBaltic åbner næste forår den første base uden for Baltikum. I første omgang stationeres et fly i finske Tampere, hvorfra der skal flyves til seks destinationer.

Gennem en årrække har airBaltic haft ambitionen om at blive det førende flyselskab i de tre baltiske lande, henholdsvis Estland, Letland og Litatuen.

Selskabet har da også allerede baser i Tallinn, Riga og Litatuen, og fra maj næste år åbnes en helt ny base i Tampere-Pirkkala Airport, der betjener Finlands tredjestørste by i den vestlige del af landet.

Der startes op med ét basefly, og der er planlagt ruter til København, Oslo, Frankfurt, München samt til feriedestinationer som Málaga og Rhodos. I forvejen flyver airBaltic fra Riga til Tampere.

“Ved at bevæge os uden for Baltikum vil vi muliggøre vores fremtidige vækst og en hurtigere tilbagevenden til lønsomhed. Næste år vil yderligere otte fly slutte sig til vores flåde, og vi vil tilbyde den bedste forbindelse til og fra Riga, Tallinn, Vilnius samt Tampere. Tampere-regionen er hjemsted for mere end 500.000 indbyggere, og vores data tyder på, at der er nok lokal efterspørgsel efter flyrejser,” siger koncernchef Martin Gauss i en pressemeddelelse.

Sætter Finnair under pres
Med entréen i den finske lufthavn sætter airBaltic indirekte et angreb ind på Finnair. Det finske flyselskab har reduceret betjeningen til tre daglige afgange på indenrigsruten mellem Tampere og Helsinki, mens flyselskabet tilbyder bustransport som alternativ til de passagerer, der ikke skal flyve videre fra Helsinki og ud i verden.

Med den fremtidige mulighed for at flyve direkte fra Tampere til større trafikknudepunkter i Frankfurt, München, København og Riga vil det i større omfang blive muligt for de rejsende fra regionen omkring Tampere at flyve udenom Finnairs store hub i Helsinki Airport.

“Vi er glade for at byde airBaltic velkommen til sin nye base i Tampere. Tampere-regionen er et hurtigt voksende, internationalt storbyområde, og de nye direkte flyruter er afgørende for virksomheder, turisme, internationale talenter, innovationer og for den fortsatte vækst i regionen. De styrker vores forbindelse til andre europæiske byer,” lyder det fra Anna-Kaisa Ikonen, der er borgmester i Tampere.

 

Relaterede artikler:

Finnair genstarter to ruter med bus som alternativ

Vil flyve via Stockholm og Riga i stedet for Helsinki

Finnair vil erstatte korte indenrigsflyruter med bus