Ryanair Boeing 737-800 i Billund Lufthavn. (Foto: Jonas Kunzendorf)

Ryanair-konflikt kan blive besluttet i dag

Ledelserne i en række LO-fagforbund beslutter i dag, om man er parat til at lave konflikt mod Ryanairs operationer i Billund. Hvis forbundene siger ja, kan en konflikt være en realitet om 14 dage.

Efter at have slået på krigstrommerne igennem adskillige måneder kan i dag blive dagen, hvor den danske fagbevægelse gør fælles front mod det irske lavprisselskab Ryanair og tager de første skridt hen imod en blokade af Ryanairs operationer i Billund.

Det er nemlig i dag, at repræsentanter for fagforbund som 3F, HK, Metal og Serviceforbundet på et møde i København ser hinanden i øjnene og beslutter om hvorvidt de vil stå sammen om at gennemføre sympatistrejker i Billund, som skal tvinge Ryanair til at tegne danske overenskomster for de piloter og kabinepersonale, som har base i Billund.

Hvis der bliver nikket ja hele vejen rundt om bordet, så vil det første konfliktvarsel sandsynligvis blive afsendt i dag. Andet konfliktvarsel vil følge om en uge, og hvis ikke Ryanair kryber til korset og indvilger i at tegne overenskomst, så vil en konflikt kunne blive en realitet om 14 dage.

Fagforbundene organiserer tilsammen både check-in personale, sikkerhedskontrollører, butiksansatte, handlingpersonale og mekanikere i lufthavnen. En fælles blokade vil således kunne lamme Ryanairs operationer totalt. Hvis den bliver en realitet, er det fagforeningernes plan, at passagerer med Ryanair-boardingkort skal afvises i sikkerhedskontrollen og nægtes at købe varer i lufthavnens tax-free butikker. Samtidig bliver Ryanair-flyene forhindret i at få losset og lastet bagage, påfyldt brændstof og lignende, ligesom det ikke bliver muligt at få flyene tjekket af mekanikere.

Agere stedfortrædere
Ryanair har gennem flere år fløjet til og fra Billund Lufthavn. Men den 22. marts i år åbnede de en egentlig base med to fly og 50 – 60 besætningsmedlemmer stationeret i den jyske lufthavn. Og det er tilstedeværelsen af uorganiseret arbejdskraft på danske jord, der har fået Flyvebranchens Personale Union til at bede de andre fagforbund om hjælp til at få Ryanair til at makke ret ved at indlede en blokade mod deres operationer. For de Ryanair-ansatte i Billund er ikke selv organiserede i Flyvebranchens Personale Union, og derfor har fagforeningen brug for LO-kollegerne til at agere stedfortrædere.

Der er dog ikke 100 procent fodslag blandt fagforeningernes medlemmer i Billund Lufthavn til at indlede en blokade mod Ryanair. I maj tog en række medarbejdere, der er skeptiske overfor ideen om at strejke, initiativ til et møde for medarbejderne i Billund Lufthavn. Mange medarbejdere kan ikke forstå, hvorfor de skal bruges som våben i en principiel kamp mellem den danske fagbevægelse og Ryanair. Og medarbejderne frygter, at det vil koste arbejdspladser, hvis Ryanair beslutter at lukke basen igen som følge af balladen.

På mødet i København i dag er det derfor op til fagforeningerne at overveje, om de kan få deres medlemmer i det jyske med på aktionen og overbevise dem om, at de skal gøre det hårde arbejde.