Ryanair markedsfører sine konkurrenter

Lavprisselskabet Ryanair er kendt for aldrig at lade chancen for en ekstra indtægt gå forbi. Seneste initiativ kan dog mistænkes for at kunne koste selskabet kunder.

Et besøg på Ryanairs hjemmeside vidner om, at selskabet tænker i kommercielle baner lidt udover det sædvanlige. Imens andre flyselskaber såsom SAS, Norwegian og easyJet bruger sine hjemmesider til alene at gøre reklame for egne produkter, skaber Ryanair i stedet annoncekroner på også at reklamere for andres produkter.

Dette er den simple forklaring på, hvorfor man på Ryanairs hjemmeside fra tid til anden oplever, at der bliver gjort reklame for andre flyselskaber. Et af de flyselskaber, hvis annoncer er at finde på Ryanairs hjemmeside, er det norske lavprisselskab, Norwegian, der på en række destinationer er konkurrent til Ryanair.

”Vi køber vores annoncer igennem Google, og så placerer Google annoncerne rundt omkring på nettet for os,” forklarer Johan Bisgaard Larsen, informations- og marketingschef i Norwegian, om reklamerne hos Ryanair.

1,2 million besøgende
Tidligere har Ryanair også gjort det klart, at annoncepladserne på selskabets hjemmeside ikke styres af selskabet selv, hvorfor man egentlig ikke forholder sig til, hvilke typer af annoncer eller annoncører, der sender budskaber til Ryanairs kunder.

”Annoncering på Ryanairs hjemmeside har vi outsourcet til et annoncebureau, der løbende skifter indholdet af annoncerne,” sagde selskabet til CHECK-IN.dk, da det i efteråret 2011 havde valgannoncer kørende for SF’s Villy Søvndal.

Selvom annoncerne således ikke er valgt specifikt af hverken Ryanair eller de pågældende flyselskaber, er irerne ikke sene til at give klar besked på spørgsmålet om, hvorfor Ryanair tillader, at andre flyselskaber annoncerer på hjemmesiden.

”Det er ikke en overraskelse, at andre selskaber vil have reklamer på Ryanair.com. Websitet er Europas største rejseside med 1,2 millioner besøg om dagen,” siger Ryanairs pressechef, Robin Kiely.

”Reklamer for andre flyselskaber på Ryanair.com tjener blot det formål at understrege, hvor meget billigere Ryanairs flyvninger er i forhold til Europas ”høj-prisselskaber,” der simpelthen ikke kan konkurrere med os,” understreger Robin Kiely selvsikkert overfor CHECK-IN.dk. Ryanair frygter dermed ikke, at annoncerne skulle friste kunder, der er på vej til at købe en Ryanair-billet.

Ryanair gør det således klart at annoncepengene, som de andre flyselskaber bruger, kunne være givet meget bedre ud.

Sælger brugeroplysninger
Det er ikke ren tilfældighed, at det netop er flyselskabernes annoncer, som fra tid til anden popper op, når vejen lægges forbi Ryanairs hjemmeside.

I april måned valgte Ryanair at sælge rettighederne til de anonyme brugeroplysninger, som indsamles fra trafikken på siden. De blev solgt til den amerikanske online-reklamevirksomhed Adara, der skal bruge oplysningerne til såkaldt datastyret markedsføring. Det betyder, at kunderne få vist interessespecificerede annoncer relateret til de sider og emner, som kunderne tidligere har besøgt eller søgt på.

Således har Ryanair formået endnu engang at hæve barren for, hvor et flyselskab kan skabe indkomst, nemlig ved at sælge en guldgrube af data fra de 1,2 mio. besøg, der ifølge Ryanair, dagligt besøger selskabets hjemmeside.