Ryanair-fly i Stockholm Arlanda Airport. (Foto: Daniel Asplund, Swedavia)

Ryanair øger i Stockholm med femte basefly

Nu øger Ryanair atter antallet af basefly og ruter i Stockholm-Arlanda, og flyselskabet benytter desuden lejligheden til at kritisere Sveriges regering for blandt andet at have ydet støtte til SAS.

Ryanair fortsætter offensiven i Stockholm-Arlanda, hvor det irske lavprisflyselskab etablerede en base i slutningen af 2021. Dengang var der to fly i storlufthavnen, sidste sommer blev der tilføjet yderligere to og i løbet af sommertrafikprogrammet øges antallet til fem basefly.

Flyselskabet oplyser, at det nye fly repræsenterer en investering på 100 millioner dollars (694 millioner kroner), og den forventes at skabe flere end 30 nye jobs til piloter og kabineansatte i hovedstadslufthavnen.

Disse nye medarbejdere skal medvirke til at betjene de 45 ruter samt 320 ugentlige flyvninger, som Ryanair vil foretage til og fra Stockholm-Arlanda i årets sommertrafikprogram. Det er seks procent flere flyvninger hver uge, når man sammenligner med sommeren 2022, lyder det.

Nye ruter og flere flyvninger
I 2022/2023-sæsonen vil Ryanair tilføje otte nye ruter til afgangstavlerne i Stockholm. Driften er startet på de seks af dem. De flyves mellem Arlanda og Birmingham, Malta, Pisa, Torino, Tuzla samt Valencia, og de to resterende følger efter i løbet af foråret og sommeren.

Det drejer sig om, at der etableres en rute mellem lufthavnen i Stockholm og flyselskabets hjemmemarked i Irland med flyvninger Dublin, der starter den 26. marts, mens flyvningerne på en ny rute til Porto sættes i gang den 4. juni.

Yderligere øger flyselskabet frekvensen i flyvningerne på 10 af de ruter, der er allerede er i drift. Det oplyses, at det blandt andet indbefatter ruterne fra Stockholm-Arlanda til Kraków, Milano, Thessaloniki, Wien samt en række indenrigsdestinationer.   

Kritiserer regeringen for flyskat og SAS-støtte
Charlotte Ljunggren, der er kommerciel direktør hos Swedavia, er tilfreds med, at lavprisflyselskabet har valgt at fokusere endnu mere på ruterne fra og basen i Stockholm-Arlanda.

”Det er meget glædeligt, at Ryanair godt et år efter etableringen i Arlanda fortsætter med at styrke sin tilstedeværelse på det svenske marked og i Sveriges største lufthavn. De nye destinationer er en kærkommen tilføjelse til det eksisterende udbud af rejser til Europa.”

Det samme er marketingdirektør Dara Brady fra Ryanair, men han benytter dog også lejligheden til at komme med en stikpille til regeringen i det skandinaviske land.

”Forudsætningen for, at vi fortsat kan vækste og øge antallet af ruter til Stockholm, er, at den svenske regering øjeblikkeligt skrotter sin seneste stigning i flyskatten på knap to euro per passager, da den ikke gør noget for Sverige udover at forringe jobmulighederne samt skade den regional udvikling og økonomiske konkurrenceevne.”

”Den svenske regering har spildt nok skattepenge ved at pumpe 1,6 milliarder euro i statsstøtte i ineffektive flyselskaber som SAS,” udtaler marketingdirektøren.  


Relaterede artikler:

Ryanair åbner fra København til tysk lavprislufthavn

Rekordmange passagerer med Ryanair i 2022

Ryanair gør klar til “det stockholmske blodbad”