Ombordstigning på Ryanairs Boeing 737-800 ved lavpristerminalen CPH Go i Københavns Lufthavn. (Foto: Danny Longhi Andreasen)

Ryanair sætter priserne op med 15 procent

Som følge af høj efterspørgsel fra kunderne og en utilstrækkelig sædekapacitet venter Ryanairs koncernchef Michael O’Leary, at gennemsnitsprisen på selskabets flybilletter vil stige i år.

I løbet af i år bliver det dyrere at rejse med Ryanair, da omstændighederne betyder, at den gennemsnitlige billetpris ved lavprisselskabet vil blive hævet. Det er meldingen fra Michael O’Leary, der er koncernchef ved Ryanair.

Ifølge topchefen bunder det i, at flyselskaberne står i en situation, hvor man har en lavere sædekapacitet sammenlignet med tiden før COVID-19-pandemien, men efterspørgslen på flyvninger i højsæsonen allerede er meget høj.

Flyselskabet forventer i år en vækst på omkring 10 procent blandt andet som følge af amerikanske turister, der atter vil og har mulighed for at besøge destinationer i Europa efter pandemien. Det skriver Sky News.

Kan stige med 15 procent
I et interview fortæller Michael O’Leary, at den omstændighederne i den europæiske del af luftfartsbranchen kan betyde, at gennemsnitsprisen må øges med op til 15 procent.

”Sidste år oplevede vi, at gennemsnitspriserne steg med 20 procent, og i år bliver endnu et år med en tocifret prisinflation på flybilletter, fordi der er mangel på kapacitet,” siger koncernchefen til The Telegraph.

”Jeg regner med, at vi i løbet af sommeren igen vil være vidne til, at de gennemsnitlige priser stiger med 10 til 15 procent.”

En æra er slut
Udtalelsen ligger i forlængelse af en lignende, som Michael O’Leary var ophavsmand til sidste år. Her erklærede koncernchefen, at æraen med flybilletter til 10 euro (75 kroner) var slut, hvilket han tilskrev de højere oliepriser, der fulgte i kølvandet på Ruslands krig mod Ukraine.

Sidste år var gennemsnitsprisen på en Ryanair-billet 40 euro, hvilket svarer til omkring 300 kroner. O’Leary fortalte dog, at man fra flyselskabets side tror, at prisen vil stige til et gennemsnit på cirka 50 euro (372 kroner) i løbet af de kommende fem år.

I slutningen af sidste år var billetpriserne hos Ryanair højere end før COVID-19-pandemien. I rapporten for tredje kvartal, der omfatter de tre sidste måneder af 2022, fortæller flyselskabet, at gennemsnitsprisen er 14 procent højere end i samme periode i 2019.


Relaterede artikler:

Ryanair: 14 procent højere billetpriser

Ryanair-boss: Flybilletter er blevet for billige

Ryanair: Højere billetpriser i 2022