Ryanair stiller SAS til ansvar for konflikt

Man kan lige så godt tro på eventyr, hvis ikke man tror, at SAS har kontrol over fagforeningernes kamp mod Ryanair, fastslår Ryanairs topchef Michael O’Leary.

Når flyselskaber holder pressemøder, så vil de oftest helst kun tale om deres egne ruter, produkter og gode tilbud. Men sådan var det ikke, da Ryanair i fredags holdt pressemøde på Royal Hotel i København.

Her blev konkurrenten SAS nævnt så mange gange, at det til sidst var svært at holde tal på. Ryanairs topchef, Michael O’Leary kaldte konsekvent de fagforeninger, som har blæst til kamp mod selskabets operationer i Danmark, for SAS-fagforeninger.

På en af de slides, som O’Leary havde med, havde Ryanair samlet overskrifter på historier om nedskæringer i SAS og Norwegian i de forgangne måneder. Her var SAS nævnt hele syv gange, mens Norwegian var nævnt to gange. På andre slides gik SAS og Norwegians navne igen.

Tro på eventyr
Under hele pressemødet kom O’Leary igen og igen tilbage til ”tabsgivende SAS og Norwegian”.

”Hvorfor trækker du hele tiden virksomhederne SAS og Norwegian ind i det her?” spurgte CHECK-IN.dk den irske luftfartsboss.

”Fagforeningerne repræsenterer Norwegian- og SAS-ansatte. De repræsenterer ikke Ryanair-ansatte,” sagde Michael O’Leary.

”Men SAS har vel ingen kontrol over hvad fagforeningerne gør?”

”Bvadr! Hvis du tror på det, så held og lykke. Så kan du lige så godt tro på eventyr,” lød det kontante svar fra O’Leary.

Blankt afvise løgne
Hvis fagbevægelsen iværksætter sympatikonflikt imod Ryanairs fly i Københavns Lufthavn, så bliver det blandt andet medlemmer af fagforeningen 3F, der kommer til ikke at ville servicere Ryanairs fly. Men da SAS’ handlingselskab, SAS Ground Handling, ikke arbejder for Ryanair, så er det slet ikke SAS-ansatte, der kommer til at sidde på hænderne, når Ryanair-fly ankommer til København.

“Vi må blankt afvise hans løgne. SAS har intet med Ryanair at gøre. Vores folk kommer ikke i nærheden af deres fly,“ lyder det fra SAS’ pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, til CHECK-IN.dk.

Det bliver alene de ansatte i de selskaber, som i dag servicerer Ryanairs fly, der kommer til at konflikte. Det gælder blandt andet for de ansatte i Copenhagen Flight Services, som er det handlingselskab, som Ryanair har kontrakt med i CPH.

I SAS-jakker
Sagen er desuden den, at det er fagforeningen Flyvebranchens Personale Union (FPU), der ønsker at tegne overenskomst med Ryanair i Danmark. Og FPU’s eneste berøring med SAS er, at fagforeningen organiserer de kabineansatte i Cimber A/S, som også var i selskabet før SAS købte Cimber A/S sidste år. Piloterne i Cimber A/S er i Dansk Pilotforening sammen med

SAS-piloter. Og det kabinepersonale, som 1. marts blev overflyttet fra SAS sammen med 12 CRJ-900 fly, er stadig i Cabin Attendants Union (CAU), der er fagforeningen for SAS’ kabinepersonale.

Til det svarede O’Leary, at det var SAS-ansatte i SAS-jakker, der den 18. marts blokerede Ryanairs første fly i Københavns Lufthavn, da det skulle flyve tilbage til Dublin.

Intet med det at gøre
Sådan ser man ikke på det hos SAS. Her henviser man til afgørelsen i den sag i byretten, som Ryanair anlagde mod SAS efter begivenhederne.

“Byretten slog fast, at SAS intet havde at gøre med begivenhederne den 18. marts,“ understreger SAS’ pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, overfor CHECK-IN.dk.

Ryanairs topchef Michael O’Leary foran slide med overskrifter på negative historier om SAS og Norwegian ved Ryanairs pressemøde fredag på Hotel Royal. Foto: Andreas Krog.