Ryanair-tilbagegang for tredje måned i træk

Lidt usædvanligt har Ryanair haft passagertilbagegang i de seneste tre måneder. Samlet har det irske lavprisflyselskab tabt op imod en halv mio. passagerer sammenlignet med samme periode året før.

Tidligere var Ryanair et synonym for et flyselskab i vækst. Det billede har nu ændret sig i løbet af de senere år, hvor det irske lavprisflyselskab sætter mange fly på jorden i lavsæsonen.

Det har da også været tilfældet i det vintertrafikprogram, der netop er afsluttet, hvilket også kan aflæses i trafiktallene. Således har Ryanair haft en passagertilbagegang i hver af de seneste tre måneder. Samlet har flyselskabet fra januar til og med marts mistet tre procent af passagererne i forhold til samme periode året før. Det svarer til 420.000 passagerer, således at der i årets tre første måneder var 13,95 mio. passagerer ombord i de velkendte 189-sæders Boeing 737-800 fly.

Tilbagegangen har ifølge Ryanair været forventet, men det kan alligevel undre, at selskabet mister 100.000 passagerer i marts måned, hvor mange sommerruter allerede startede op midt i måneden. Men de kommende måneder vil løfte sløret for, om Ryanair har ramt “muren“.

Ryanair-bossen Michael O´Leary har dog ikke lagt skjul på, at manglende flykapacitet forhindrer vækst i det kommende år. Derfor har selskabet for nylig afgivet ordre på 175 nye Boeing 737-800NG fly, der løbende skal erstatte de ældste fly i flåden samt sikre en nettoudvidelse fra de nuværende 305 fly til400 fly i 2018, når samtlige fly i den nye ordre vil være færdigleverede..

Konkurrenter i fremgang
Mens Ryanair har mistet passagerer, har den nærmeste konkurrent easyJet fortsat med at vokse. Hos det britiske lavprisflyselskab er rutestrukturen anderledes med en større andel afstorbyruter, der er mindre sæsonfølsomme end de mange ferieruter hos Ryanair..

I januar og februar måned øgede easyJet tilsammen passagertallet med 285.000 svarende til en vækst på 3,7 procent. Ser man de øvrige større lavprisflyselskaber efter i sømmene, kan det konstateres at spanske Vueling øgede med 58.000 flere passagerer svarende til 3,8 procent. Noget anderledes så det ud med Norwegian, der kunne rapportere om 206.000 flere passagerer ombord i flyene i årets to første måneder, hvilket er en vækst på ni procent.

Så mens Ryanair løber baglæns,spurter de nærmeste konkurrenter fremad. Og nogle har tilsyneladende valgt at fastholde et tempo, som selv Ryanair kan være misundelig over.

Ryanair er dog ikke enige i den udlægning.

“Det er korrekt, at vores trafik er gået tilbage i de seneste tre måneder, men set over en 12 måneders periode har vi haft en fremgang på fem procent til 79,3 mio. passagerer,“ forklarer kommunikationschef Robin Kiely til CHECK-IN.dk.