SAS er igen under 30 millioner passagerer

I kalenderåret 2018 nåede SAS for første gang nogensinde op over 30 millioner passagerer, men i 2019 manglede der et par hundrede tusinde passagerer.

Hænderne var højt oppe over hovedet, da SAS i regnskabsåret 2018/19 kunne præsentere et rekordresultat samt det højeste antal passagerer nogensinde. Passagerrekorden kunne også måles på kalenderåret 2018, hvor 30.098.529 passagerer havde rejst med det skandinaviske flyselskab.

Men i 2019 var det ikke muligt helt at gentage succesen. Sidste år transporterede SAS samlet 29.797.000 passagerer, hvilket var 301.529 færre end året før. Det svarer til en tilbagegang på en procent.

Det er der dog en relativt simpel forklaring på, idet pilotstrejken i foråret 2019 kostede 370.000 passagerer, så uden strejken havde SAS holdt sig over 30 millioner-mærket og ville samtidig have haft en lille beskeden fremgang.

Fremgang i december
Kalenderårets sidste måned, der samtidig er den anden måned af regnskabsåret 2019/20, viste en fremgang på 2,1 procent til 1,962 millioner passagerer. Trafikindtægterne steg med 2,6 procent, og belægningen løftede sig med 1,2 procentpoint til 71,1 procent.

Samtidig var der fremgang i indtjeningen, da enhedsindtægterne stegt med fire procent til 0,67 svenske kroner per produceret sædekilometer.

“Det er opmuntrende, at flere kunder vælger at rejse med SAS, så vi kan styrke vores position på det skandinaviske marked yderligere. I løbet af december kom den første af otte Airbus A350’ere ind i vores flåde, og vi er glade for, at vores rejsende inden for kort vil kunne opleve verdens mest moderne og brændstofeffektive langdistancefly. Med A350-flyene reducerer vi kulstofemissioner med op til 30 procent og støj med cirka 40 procent sammenlignet med det fly, det erstatter. Sammen med det nye livery, er A350 et symbol på en mere bæredygtig og konkurrencedygtig fremtid for SAS,” siger koncernchef Rickard Gustafson.

Forbedret punktlighed og svag regularitet
SAS skriver samtidig, at flyselskabet i december kompenserede 46 procent af den passagerrelaterede CO2-udledning, og at CO2-udledningen per udbudt sædekilometer er faldet med 2,3 procent i forhold til gennemsnittet for de seneste 12 måneder.

Punktligheden landede på 78,9 procent, mens regulariteten var nede på 98,1 procent. Dermed var der flere fly, der ankom til tiden, da punktligheden i december sidste år var på 74,9 procent. Derimod er regulariteten faldet til et relativt lavt niveau fra 98,9 til 98,1.

 

Relaterede artikler:

SAS atter største nordiske flyselskab

SAS satte passagerrekord i juni

SAS runder 30 millioner passagerer