(Foto: Neste/PR)

SAS fylder tanken med blomsterbenzin

Som det første skandinaviske flyselskab tanker SAS sine fly med biobrændstof. Det reducerer klimabelastningen og giver ny erfaring med alternativt brændstof til fly.

Det bliver nu lidt grønnere at flyve med SAS. Flyselskabet er gået med i et biobrændstofprojekt i Oslo Lufthavn, hvor man har forpligtet sig til at købe en ny brændstoftype, der består af 48 procent biobrændstof.

Biobrændstof er kendetegnet ved, at det udleder mindre af den klimaskadelige CO2 end, konventioneltfossilbasseret brændstof gør.

”Skal vi hurtigt og markant reducere flyenes påvirkning af klimaet, så er biobrændstof den vigtigste brik i puslespillet,” siger Eivind Roald, koncerndirektør for kommerciel virksomhed i SAS.

”Derfor tager vi ansvar og foretager de nødvendige investeringer og bidrager aktivt i retning af en mere bæredygtig luftfart.”

Vil presse prisen
Eivind Roald forklarer, at SAS ved at købe biobrændstof er med til at sikre en nødvendig efterspørgsel, der kan stimulere produktionen af biobrændstof og dermed gøre det kommercielt interessant.

Biobrændstof produceres i dag i små mængder og er dyrere end fossilt brændstof, men med øget efterspørgsel forventer SAS, at prisen vil falde.

Foruden SAS vil også KLM og Lufthansa købe biobrændstof i Oslo Lufthavn, men i første omgang er der dog tale om en begrænset mængde.

Leverandøren, Air BP, har foreløbigt forpligtet sig til at levere minimum 1,25 mio. liter brændstof til Oslo Lufthavn. Mængden svarer til det samlede brændstofforbrug på cirka 87 returflyvninger med et Boeing 737-800-fly fra Oslo til Paris, viser en beregning, CHECK-IN.dk har udført på baggrund af data fra SAS.

SAS viser vejen
Luftfart er sammen med skibsfart og tung godstransport på vej nogle af de store udfordringer, verden står over for, hvis energien til transport skal komme fra fossilfrie energikilder i 2050, forklarer Per Homann Jespersen, transportforsker og leder af miljøstudier ved Roskilde Universitet.

”Lige nu har vi ikke noget alternativt drivmiddel til fly. Derfor er det enormt vigtigt, at flysektoren bliver omstillet til biobrændstof,” siger Per Homann Jespersen og tilføjer:

”Det er strategisk interessant, hvad SAS har gang i. De viser, at det er muligt at bruge biobrændstof i fly.”

Overdriver miljøgevinst
Ifølge SAS og Air BP reduceres CO2-udledningen fra et fly med cirka 47 procent, når 48 procent af brændstoffet udgøres af biobrændstof, men det er en overdrivelse, vurderer Per Homann Jespersen.

”Biobrændstof betragtes officielt som CO2-neutralt, men der er input af fossile brændsler for at producere disse biobrændstoffer.”

Det biobrændstof, som SAS køber, laves på den blomsterlignende camelina-plante. Ifølge forskningsresultater fra Michigan Teknologiske Universitet har brændstof lavet af camelina-planter en CO2-fortrængning på 84 procent. Det betyder, at SAS reducerer CO2-udledningen med 40 og ikke 47 procent med den nye biobrændstoftype.

Der er dog fortsat tale om en betydelig CO2-reduktion, og dertil giver SAS’ investeringer nye erfaringer med biobrændstof, pointerer Per Homann Jespersen.

Camelina-planten har foruden CO2-reduktionen den egenskab, at den kan gro på relativt marginale jorde og konkurrerer dermed ikke om jorden til fødevareproduktion.

Billede: Air BP køber biobrændstof hos finske Neste, som har specialiseret sig i produktion af biobrændstof til fly. Brændstoffet kan distribueres igennem den samme infrastruktur som almindeligt flybrændstof. Foto: Neste/PR