Air Nostrum Bombardier CRJ-900, registrering EC-JZV). (Foto: Anna Zvereva, Tallinn, Estland)

SAS henter spansk vikarfly ind igen

Et skadet Cimber-fly får SAS til igen at hente hjælp hos spanske Air Nostrum.

Fra på søndag og lidt over 2,5 måned frem vil det spanske regionalflyselskab Air Nostrum operere et CRJ900-fly for SAS på ruter til og fra Københavns Lufthavn. SAS henter hjælp i Spanien efter at et CRJ900-fly fra SAS’ datterselskab Cimber er blevet beskadiget. Det står foran en større reparation og bliver derfor taget ud af produktionen.

Skaden på flyet opstod, da flyet med registreringen OY-KFF stod parkeret ved en standplads i Københavns Lufthavn. En traktor fra Københavns Lufthavn passerede bagom flyet, da den trailer, som var spændt efter traktoren, hoppede af og rullede ind i flyet.

For ikke at skulle aflyse flyvninger henter SAS vikarflyet ind fra Air Nostrum. Fra på søndag og frem til den 25. marts indsættes det hovedsageligt på ruten mellem København og Vilnius, men rejsende mellem København og Stavanger, Gdansk og Hamborg kommer også til at stifte bekendtskab med flyet på visse flyvninger.

Flyet vil primært være bemandet med personale fra Air Nostrum ansat på spanske overenskomstvilkår. Men mindst en af de to kabinebesætningsmedlemmer vil være skandinavisk talende Cimber-ansat.

I fuld sving
Det er ikke første gang SAS og selskabets passagerer stifter bekendtskab med fly fra Europas største operatør af CRJ-fly. Fra november 2015 og næsten et år frem fløj et og i nogle perioder to CRJ900 fly fra Air Nostrum fast for SAS på feederruter til og fra Københavns Lufthavn.

Oprindeligt havde SAS sagt, at Air Nostrum kun skulle flyve for SAS med ét fly i 1,5 måned. Derfor kom det blandt andet bag på de fagforeninger, som organiserer SAS og Cimbers besætningsmedlemmer, at CHECK-IN.dk i foråret kunne fortælle, at to Air Nostrum-fly var i fuld sving for SAS med spansk personale ombord.

Vil frasælge Cimber
Air Nostrum er desuden angiveligt i spil som en mulig køber af Cimber – eller har i hvert fald været det i løbet af sensommeren og efteråret. Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i midten af september, så forhandlede SAS på det tidspunkt med to mulige købere. Der var sandsynligvis tale om CityJet, som i forvejen opererer otte CRJ900-fly for SAS, samt Air Nostrum.

Den 13. december bekræftede SAS, at man er i forhandlinger om at frasælge Cimber uden dog at ville sige hvem man forhandlede med. SAS oplyste dengang også, at man forventede at kunne melde noget ud om det inden jul. Som man kan læse her på CHECK-IN.dk i dag, så nåede SAS dog ikke at komme i hus med en aftale inden jul. Man bekræfter at en salgsproces fortsat er i gang, men vil ikke længere sætte et konkret forventet sluttidspunkt på.

Air Nostrum råder over mere end 30 CRJ-fly, mens CityJet opererer otte CRJ900-fly for SAS og har yderligere fire på vej i SAS-produktion ved udgangen af marts i år. Cimber opererer 11 CRJ900-fly, hvoraf et altså nu skal repareres.

 

 

Relaterede artikler:

SAS fortsætter med spansk lejefly

SAS sælger Cimber

Spanske vilkår på SAS-flyvninger

SAS forventer Cimber-fremtid afklaret inden jul

Spansk Tallinn-hjælp til SAS