SAS anklager ifølge norsk medie sine egne piloter for ulovlige handlinger såsom kampagner omkring sygefravær og overdreven brug af såkaldte ”unfit”-regler. I weekenden blev over 30 SAS-afgange aflyst.
De norske piloter hos SAS har imidlertid fået deres egen arbejdsgiver på nakken.
Således skriver det norske medie Aftenposten, at SAS anklager sine egne piloter for ulovlige handlinger og truer samtidig med at holde dem økonomisk ansvarlige.
”Vi er ikke bekendt med, at der overhovedet har været en aktion. Vi har bedt SAS forklare, hvad der er årsagen til weekendens aflysninger,” siger Roger Klokset, leder af Norske SAS-flygeres Forening (NSF).
Striden er blusset ud, efter SAS i den forgangne weekend måtte aflyse over 30 flyvninger, hvoraf størstedelen var fra Oslo Lufthavn. Alexandra Lindgren Kaoukji, pressechef i SAS, har forklaret, at SAS blandt andet blev ramt af to birdstrikes og sygdom hos besætninger i weekenden.
Omkring 4.500 passagerer blev ramt af weekendens aflysninger hos SAS.
Ville angiveligt ramme trafikken
NSF har sammen med SAS Norge Flygerforening (SNF) sendt en e-mail til sine medlemmer, som Aftenposten har set, hvori anklagerne fra SAS-ledelsen fremgår. Pilotforeningerne skriver, at SAS beskylder piloterne for blandt andet sygefraværskampagner og overdreven brug af de såkaldte unfit-regler.
Ifølge SAS skulle piloternes motivation være at ramme trafikken som en aktion mod, at deres overenskomst er dårligere end hos andre flyselskaber. Dette afviser Roger Klokset dog på det kraftigste, lyder det.
Pilotforeningerne oplyser til deres medlemmer, at SAS vil holde foreningerne og de enkelte medlemmer økonomisk ansvarlige for tab, som flyselskabet måtte få som følge af de aflyste afgange.
”En ulovlig og overenskomststridig aktion”
Knut Morten Johansen, PR-direktør i SAS, fortæller til Aftenposten, at han ikke vil kommentere på et eventuelt erstatningskrav mod egne piloter. Han bekræfter dog et brev med krav om, at ”piloterne stopper, hvad vi mener er en ulovlig og overenskomststridig aktion”.
Weekendens aflysninger var yderst beklagelige for de rejsende, siger Knut Morten Johansen, der omtaler weekenden som en af årets travleste for SAS.
”Vi havde nogle aflysninger, men årsagerne var komplekse. Både mangel på arbejdskraft og tekniske problemer. Besætningsmanglen skyldtes sygdom blandt flybesætningen,” lyder det fra PR-direktøren.
Vil blive kaldt til samtale
I det brev, som pilotforeningerne har sendt til deres medlemmer, står der, at piloter, som er ”mistænkt” for at tilskynde til aktioner, vil blive kaldt til samtale med SAS-ledelsen. ”En alvorlig trussel”, lyder det fra Roger Klokset.
De to norske pilotforeninger beder deres medlemmer om at være ”bevidst om deres ansvar”. De skal sikre sig, at overenskomsten bliver overholdt, hvilket dog er en selvfølge, forklares det i mailen.
Relaterede artikler:
SAS har fået udfordrende start på sommeren