SAS er utilfreds med den støtte, den norske regering vil give flyselskaberne. (Foto: Espen Solli)

SAS: Norwegian kan bare etablere sig i Danmark

Vi er ét skandinavisk konsortium og har derfor krav på en fællesskandinavisk driftstilladelse, lyder det fra SAS, der opfordrer Norwegian til at etablere sig i Danmark.

SAS skyder nu tilbage mod Norwegian i striden om det Norwegian kalder en urimelig forskelsbehandling, og som de nu har klaget til EU-Kommissionen over. Det er SAS’ fællesskandinaviske driftstilladelse, som Norwegian mener er urimelig. De kan kun få en norsk driftstilladelse og det afskærer dem fra visse attraktive trafikrettigheder som for eksempel mellem Danmark og Tyrkiet.

Efter at flere års tovtrækkeri med luftfartsmyndighederne i Sverige, som administrerer SAS’ fællesskandinaviske driftstilladelse, har Norwegian nu bragt sagen op overfor EU. For i Norwegians optik er de lige så skandinaviske som SAS. Men den køber man ikke hos SAS.

”SAS er ét skandinavisk konsortium og derfor er det ikke underligt, at vi har én skandinavisk driftstilladelse. Norwegian er et norsk selskab. Men de kan etablere sig i Danmark, hvis de vil. Det står enhver frit for,” pointerer Lars Wigelstorp Andersen, public affairs-direktør i SAS, overfor CHECK-IN.dk.

Født i tre lande
Norwegian mener, at det er konkurrenceforvridende, at SAS har sin særlige skandinaviske driftstilladelse. Men det holder ikke, mener SAS.

”At vi har én driftstilladelse er ikke et privilegium vi har fået tildelt for at kunne klare os bedre i konkurrencen. Det er historisk betinget af at vi er født i alle tre skandinaviske lande,” understreger Lars Wigelstorp Andersen.

Åbnede døren
SAS har haft sin fællesskandinaviske driftstilladelse siden 1951 og har været medvirkende til, at Norge, Sverige og Danmark gennem årene i fællesskab har forhandlet om trafikrettigheder med andre lande. Og det har været en stor fordel for alle tre nationer, pointerer SAS.

”Det har gjort det lettere at forhandle attraktive trafikaftaler på plads. I stedet for at være tre små individuelle lande, så har vi kunne tilbyde modparten adgang til hele det skandinaviske marked mod at han åbnede døren for os. Og det har gjort os mere attraktive,” mener Lars Wigelstorp Andersen.

Norwegian har i dag en norsk driftstilladelse til alle sine Boeing 737-800 og Boeing 737-300 mellemdistancefly samt en irsk driftstilladelse til selskabets Boeing 787-langdistancefly.