Observation Deck B i Zürich Lufthavn. (Foto: Zurich Airport)

Schweiz vedtager flyskat

Medlemmer af det schweiziske parlament har stemt ja til indførelse af en flyskat, selv om der tidligere har været stor modstand for dette.

For et par måneder siden ønskede det schweiziske parlament ikke at lægge en skat på flybilletter, men stemningen er nu vendt.

En flyskat var til afstemning sidste år, hvor Nationalforsamlingen – det ene af to kamre i parlamentet – stemte nej til forslaget. Torsdag i sidste uge var en flyskat atter til afstemning blandt de små 200 medlemmer i Nationalforsamlingen, og denne gang blev flyskatten taget positivt imod. 121 medlemmer stemte for at indføre en flyskat på billetter – 61 stemte imod.

“Luftfart er privilegeret i dag. Flyselskaber betaler ikke brændstofafgift på paraffin på internationale flyvninger, og passagerer betaler ikke afgift for deres billetter. Det giver luftfarten en konkurrencefordel i forhold til andre transportformer,” lød argumentet fra Jürg Grossen, medlem af Green Liberal Party of Switzerland og afsender på forslaget, ifølge det tyske luftfartsmedie aerotelegraph.com.

Den schweiziske regering har argumenteret for en afvisning af flyafgift-forslaget, men nu går det vedtagne forslag videre til behandling i parlamentets andet kammer, Statsrådet, i de kommende måneder. Hvis der også bliver ja herfra, vil regeringen være nødsaget til at udarbejde en lovtekst. Det vurderes, at en flyskat kan ende på mindst 12 schweizerfranc (82 kroner, red.) per passager.

Regering bør omprioritere kræfter
Den internationale luftfartsorganisation, IATA, har advaret om, at en schweizisk flyskat vil betyde tab af flere tusinde job – omkring 3.000 på kort sigt. Det står i skarp kontrast til den IATA-rapport, der vurderer, at schweizisk luftfart – med den rigtige dagsorden – kan skabe yderligere 36.000 job og 13 milliarder schweizerfranc (89 milliarder kroner, red.) ekstra inden 2037.

IATA anbefaler, at lufthavnene i Zürich og Genève får omkostningseffektive udvidelser, mens landet bør engagere sig i CORSIA (Carbon Offsetting and Reduction Scheme for International Aviation). Det er et program, der har til formål at gøre den fremtidige vækst i international luftfart CO2-neutral.

”Miljømæssig bæredygtighed er en nøgleprioritet for luftfartsindustrien. Vi gør store fremskridt med at reducere emissionerne, og med CORSIA-modregningsordningen kan vi levere kulstofneutral vækst,” siger Rafael Schvartzman, IATA-regionsdirektør for Europa.

”Den schweiziske regering bør fokusere på at inspirere til investering i bæredygtigt brændstof og mere effektiv flyvekontrol snarere end en passagerafgift.”

Ifølge IATA bidrager den schweiziske luftfartsindustri med næsten 207.000 job og 27,7 milliarder schweizerfranc (189 milliarder kroner, red.) til landets økonomi, hvilket er 4,1 procent af Schweiz’ bruttonationalprodukt (BNP).

Flyskatter hos Danmarks naboer
Gennem de senere år har flere lande taget initiativ til at lægge passagerafgifter på flybilletter. Sverige, Norge og Tyskland har alle indført en flyskat, selv om det har mødt modstand.

I Danmark er der fortsat ikke indført nogen flyskat, og der er fortsat usikkerhed om, hvorvidt det vil ske.

“En passagerafgift er ikke den eneste mulige løsning – og hvem siger også, det er den rigtige? Det er i hvert fald ikke regeringens holdning, selvom man kan få det indtryk, hvis man har fulgt mediernes dækning,” skrev transportminister Benny Engelbrecht (S) i et indlæg på CHECK-IN.dk i slutningen af juli måned.

 

Relaterede artikler:

Forslag om strafafgift på billige flybilletter

Socialdemokratiet presses af Radikale på flyafgift

IATA vil forhindre nationale flyskatter