Ängelholm Helsingborg Lufthavn er en af lufthavnene i aftalen. PR-foto

Seks svenske lufthavne køber biobrændstof

Seks regionale lufthavne i Sverige er gået sammen om at købe biobrændstof fra Air BP. Flere lufthavne, kommuner og virksomheder kan komme med i aftalen.

Luftfarten i Norden har fokus på at blive mere bæredygtig. Det sker blandt andet ved at øge mængden af biobrændstof i flyenes tanke og dermed reducere den samlede klimabelastning.

Myndighederne tillader i dag op til 50 procent biobrændstof i flytanken, og mange flyselskaber vil gerne øge mængderne af biobrændstof. Der er dog ikke altid tilstrækkelige mængder alternativt flybrændstof til rådighed rundt om i de nordiske lufthavne

Treårig aftale
For at kunne tilbyde flyselskaberne at tanke biobrændstof er seks, regionale svenske lufthavne derfor gået sammen om at købe biobrændstof hos leverandøren Air BP. Den treårige aftale via projektet Grön Flygplats omfatter lufthavnene Jönköping, Kalmar-Öland, Skellefteå, Trollhättan-Vänersborg, Ängelholm-Helsingborg og Örnsköldsvik.

Flere regionale lufthavne har mulighed for at deltage i aftalen, ligesom også svenske kommuner, regioner og virksomheder kan deltage og dermed sikre, at deres medarbejderes flyrejser er mindre klimabelastende.

Mindst én procent biobrændstof i år
Den svenske regering har besluttet, at alle flyvninger fra svenske lufthavne fra i år skal have mindst én procent biobrændstof i tanken, mens kravene løbende vil blive øget frem til 2030, hvor der skal være mindst 30 procent biobrændstof i flyets tanke. Grön Flygplats havde dog gerne set en endnu større mængder biobrændstof i svensk luftfart.

”Reduktionsforpligtelsen er et skridt i den rigtige retning, men vi ville gerne have set højere ambitioner med større krav til iblanding af biobrændstof. Vi i Grön Flygplats synes, det er vigtigt, at der produceres mere biobrændstof, og vi håber, at vores indkøb kan øge udbuddet af bio-flybrændstof til lufthavne i fremtiden,” lyder det i en pressemeddelelse fra Grön Flygplats.

25 svenske lufthavne med i projekt
Grön Flygplats er et samarbejde blandt de regionale lufthavne i Sverige om ”en fremtid uden emissioner og mindre afstand mellem mennesker”, som det hedder. Flere end 25 svenske lufthavne er en del af projektet.

Grön Flygplats arbejder både på at øge mulighederne for at tanke fossilfrit flybrændstof samt på at sikre opladningsmuligheder til elektriske fly i lufthavnene i takt med, at elflyene bliver udviklet.

 

Relaterede artikler:

Boeing-fly på 100 procent biobrændstof i 2030

Avinor køber biobrændstof baseret på norsk skov

Skandinavisk kapløb om biobrændstof til fly