Kunderne hos Singapore Airlines kan fremover nyde godt af helt nye kabiner på både Business Class og Economy Class i selskabets Boeing 737 MAX. Produktet rulles ud i de kommende uger.
Singapore Airlines har netop præsenteret et helt nyt kabineprodukt i Boeing 737 MAX 8.
De nye kabiner vil løfte oplevelsen på selskabets korte og mellemlange ruter fra basen i Singapore, lyder det. Produktet i MAX-flyene vil til forveksling ligne det på selskabets langdistancefly.
MAX-kabinerne bliver indrettet med i alt 154 sæder fordelt på 10 sæder på Business Class og 144 sæder på Economy Class. Der bliver lie flat-sæder på Business Class, og sæderne er designet af London-baserede Factorydesign og fremstillet af Thompson Aero Seating.
Sæderne i Business Class installeres i en fremadvendt og forskudt konfiguration på 2-2, 1-1, 2-2. Sæderne har rigeligt med plads til opbevaring, og passagererne kan gå om bord i underholdningssystemet ved hjælp af en touch-screen-skærm. Sædematerialet er af høj kvalitet for at give passagererne et luksuriøst og privat rum i kabinen.
Kabiner har kostet 1,5 milliard kroner
Også passagererne på Economy Class kan se frem til den nyeste generation af ergonomiske sæder. Sæderne er produceret af Collins Aerospace. Economy-kabinen er generelt designet med et særligt fokus på ergonomi.
Singapore Airlines’ IFE-system, KrisWorld, benytter Panasonic X-Series i MAX-kabinerne, ligesom flyene også installeres med Panasonics WiFi-teknologi.
Udvikling, design, og installation af de nye kabiner i Boeing 737 MAX-flyene har kostet Singapore Airlines cirka 230 millioner dollar (1,47 milliarder kroner, red.).
Singapore Airlines har traditionelt set slet ikke haft korte og mellemlange ruter i sit trafikprogram. Denne del af forretningen har i mange år ligget hos det regionale datterselskab SilkAir, men Singapore Airlines overtog både flytyperne Boeing 737 MAX og Boeing 737-800 samt ruterne i marts i år.
MAX-fly tages i brug til flere lande
Det nye kabineprodukt i Boeing 737 MAX er kulminationen på tre års hårdt arbejde, lyder det fra Singapore Airlines.
”Som et resultat kan vi nu tilbyde kunderne en premium-rejseoplevelse på tværs af hele vores full-service-netværk, uanset hvor lang eller kort deres rejse er,” siger Lee Lik Hsin, kommerciel direktør i Singapore Airlines.
I de kommende uger vil Singapore Airlines gradvist tage Boeing 737 MAX 8 i brug på de korte og mellemlange ruter på tværs af flyselskabets netværk. Selskabet vil efter planen benytte Boeing-flytypen på ruter til Brunei, Cambodia, Indonesien, Malaysia, Maldiverne, Nepal og Thailand.
Singapore Airlines råder indtil videre over seks Boeing 737 MAX 8, og selskabet kan se frem til at modtage yderligere 31 fly af denne type. Otte af dem vil efter planen blive leveret inden 31. marts 2022.
Relaterede artikler:
Småfejl ved Singapore Airlines shorthaul-koncept