For andet år i træk leverer Singapore Airlines det bedste resultat i flyselskabets 77-årige historie. Grunden til den nuværende succes blev lagt under coronapandemien, fortæller selskabets nordiske chef.
Noget kunne tyde på, at coronapandemien kom belejligt for Singapore Airlines, der i slutningen af 2010’erene kæmpede med tilbagegang i indtjeningen.
Singapore Airlines-koncernen (SIA Group) har under alle omstændigheder brugt tiden under COVID-19 til at optimere og skrue på tingene, for selskabet er kommet meget stærkt tilbage og har i to år i træk leveret historisk store overskud, der er de bedste i selskabets 77-årige historie.
Resultatet for regnskabsåret 2023/24, der sluttede den 31. marts i år, er netop blev præsenteret, og det viste et nettooverskud på 2.675 millioner singaporeanske dollars, eller hvad der svarer til 13,66 milliarder danske kroner. Dermed er bundlinjen øget med 24 procent i forhold til 2022/23-regnskabet, mens omsætningen kun er steget med syv procent.
Ifølge Singapore Airlines skyldes det flotte resultat blandt andet, at efterspørgslen på vigtige markeder vendte tilbage, da lande som Kina, Hongkong, Japan og Taiwan gennemførte en fuld genåbning af grænserne efter COVID-19.
Samlet fløj 36,4 millioner passagerer med Singapore Airlines og lavprisflyselskabet Scoot i 2023/24, og det var en vækst på hele 37,6 procent i forhold til året før. Belægningen blev øget med 2,6 procentpoint til et rekordhøjt niveau på 88,0 procent, hvoraf Singapore Airlines repræsenterede 87,1 og Scoot 91,2 procent.
Ville være først tilbage efter COVID-19
Jagdish Bhojwani, der siden den 1. november sidste år har været chef for Singapore Airlines i Norden, sætter nogle yderligere ord på baggrunden for succesen efter coronapandemien. For allerede før 2020 havde SIA Group igangsat en transformationsproces, og den blev accelereret, da COVID-19 ramte i begyndelsen af 2020.
“Da COVID-19 kom, besluttede vi, at skulle være de første ude af starthullerne. Vi vidste, at den (pandemien, red.) ville forsvinde igen, men vi lagde en plan for, hvordan vi skulle agere, når markedet kom tilbage, så vi kunne starte op med fuld kapacitet,” fortæller Jagdish Bhojwani til Check-in.dk.
Singapore Airlines var begunstiget af, at man kunne fastholde langt hovedparten af de ansatte, og selskabet brugte i stedet tiden under nedlukningerne til at optimere ressourcerne og foretage yderligere træning og uddannelse af personalet. Det viste sig at blive belønnet, da genopretningen skulle i gang.
“Det var en lang proces, og ikke noget, der skete natten over. Men det gjorde det lettere at komme tilbage. Vi havde et rigtigt godt år forrige regnskabsår, og det er fantastisk, at vi sammen har gjort det endnu bedre igen,” lyder det fra Singapore Airlines-chefen.
Fremtiden ser også lys ud for selskabet, der i oktober i år forventes at være fuldt genoprettet på tværs af rutenetværket. Den geopolitiske uro skaber dog nogle udfordringer med længere flyvetid mellem Europa og Asien, men den største udfordring er af markedsmæssig karakter.
“Andre konkurrenter øger også kapaciteten, og det kan betyde, at billetindtægterne kan komme under pres,” vurderer Jagdish Bhojwani, General Manager hos Singapore Airlines i Norden.
Relaterede artikler:
Singapore Airlines: Endnu et flot kvartal