Air Baltic vil i det nuværende vintertrafikprogram ikke længere benytte sig af ekstern kapacitet, og passagererne vil dermed minimum frem til foråret skulle flyves i selskabets egne Airbus A220’ere.
Hen over sommeren har Air Baltic – som i de foregående sommersæsoner – haft wetleaset kapacitet fra andre flyselskaber for at kunne opfylde trafikprogrammet.
Nu har det lettiske flyselskab imidlertid afsluttet dette, så der i det nuværende vintertrafikprogram, der trådte i kraft 27. oktober, udelukkende flyves med egne fly. Dermed skal selskabets passagerer ikke længere transporteres på såkaldte ACMI-flyvninger. I hvert fald ikke hen over vinteren.
Air Baltic oplyser dog, at skulle der opstå operationelle behov, er der stadig en lille mulighed for, at der hentes ekstern kapacitet for at kunne opfylde trafikprogrammet. Men i udgangspunktet er det altså flyselskabets egne Airbus A220-300-fly, der vil fragte passagererne rundt.
Egne fly har altid førsteprioritet
Martin Gauss, koncernchef i Air Baltic, er glad for, at det med ekstern ACMI-kapacitet lykkedes at gennemføre trafikprogrammet hen over sommeren.
”Vores tilpasningsevne den seneste sommer gjorde det muligt for os at opretholde alle planlagte operationer på trods af eksterne udfordringer,” siger han.
”Vores førsteprioritet er altid at levere den bedste kundeoplevelse ved udelukkende at fokusere på vores flåde af Airbus A220-300, når vi har tilstrækkelig flytilgængelighed, og vi er forpligtet til at udvide og styrke vores flåde for at understøtte den voksende efterspørgsel efter flyrejser fra vores passagerer.”
Air Baltic oplyser, at ACMI-flyvningerne hen over sommeren var en kortsigtet løsning, der blev indført for at imødekomme øget efterspørgsel og for at løse problemer i forsyningskæden i forbindelse med vedligeholdelse af A220-motorer.
Har wetleaset fly i flere omgange
Netop udfordringerne med motorerne på Airbus A220 har været årsag til, at Air Baltic i nu flere somre i træk har måtte indleje ekstern kapacitet for at kunne opfylde de store trafikprogrammer hen over den mest travle periode på året.
Forlængede servicetider i forbindelse med planlagt vedligeholdelse af Pratt & Whitneys PW1521G-motorer har nemlig betydet, at en række fly har været ude af drift i længere tid end planlagt. Og dermed har skabt driftsforstyrrelser i flere omgange hos Air Baltic.
Hen over sommeren de seneste år har Air Baltic wetleaset fly fra blandt andet Avion Express og estiske Xfly, men også DAT har beskæftiget et fly for det lettiske flyselskab. Dette var i foråret 2023, hvor en Airbus A320-200 fløj for Air Baltic.
Flåden hos Air Baltic består af 48 Airbus A220-300, og det forventes, at det 49. fly vil blive leveret meget snart. Flyene er indrettet med enten 145 eller 149 sæder. Planen er, at flåden skal vokse til 100 fly inden 2030.
Det er imidlertid ikke alle fly, der flyver på Air Baltics egne ruter. Således indgik selskabet i september i år en treårig aftale med Lufthansa omkring 21 A220-fly, der skal opereres fra baser i München, Wien og Bruxelles, hvor nogle af Lufthansa-koncernens flyselskaber har baser.
Relaterede artikler:
Vil wetlease op til 21 fly til Lufthansa-koncernen