Norwegian leverer i tredje kvartal et resultat før skat på 1,26 milliarder kroner, hvilket er to procent lavere end i samme periode året før, hvor Widerøe ikke indgik i koncernen. Omsætningen er dog steget med 32 procent.
Selvom Norwegian i 2024 har overtaget det regionale norske flyselskab Widerøe, der nu indgår i koncernens regnskab, har det ikke i første omgang betydet, at selskabets overskud er steget.
Norwegian-koncernen er kommet ud af tredje kvartal af 2024 med et resultat før skat på 2.004 millioner norske kroner, hvilket svarer til 1,26 milliarder danske kroner. Det er samtidig et fald på 2,2 procent i forhold til samme periode i 2023, hvor overskuddet før skat landede på næsten 2.050 millioner norske kroner, og dengang var resultatet uden Widerøe.
Med købet af Widerøe har der i kvartalet været en omsætningsvækst på 32 procent til 11,6 milliarder norske kroner , hvilket omregnet til danske kroner er 7,3 milliarder. Men resultatet er således ikke fulgt med.
År til dato er omsætningen steget med 38 procent til 27,1 milliarder norske kroner (17,1 milliarder danske kroner), mens overskuddet før skat er på 1.578 millioner norske kroner (994 millioner danske kroner) mod 1.596 millioner norske kroner (1.006 millioner danske kroner) i de første ni måneder af 2023. Der har dermed været en svag tilbagegang på en procent.
”Vi er tilfredse med et solidt kvartal, hvor vi havde en øget belægningsgrad og enhedsindtægter på tværs af begge flyselskaber – særligt set i lyset af kapacitetsforøgelsen på 10 procent hos Norwegian. Passagerrekorden hos Widerøe viser, at opkøbet bærer frugt, og vi ser frem til at fortsætte med at realisere synergierne mellem flyselskaberne,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Fokus på omkostninger og effektivisering
Da opkøbet af Widerøe ikke samlet set kan ses på bundlinjen endnu, har Norwegians ledelse da også valgt at fokusere på omkostningseffektivitet i den nærmeste fremtid, da toplinjen i år er steget med 38 procent, mens bundlinjen ikke har forandret sig.
Det er især de forventede synergier fra opkøbet af Widerøe, der skal realiseres.
”Vi vil fortsat arbejde på at effektivisere driften og identificere yderligere synergier med Widerøe. Vi vil udvide vores netværk med nye, spændende destinationer, samtidig med at vi tager højde for de udfordringer som de nuværende flådeprognoser medfører,” siger Geir Karlsen, der lover bedre forbindelser på tværs af et forbedret rutenetværk.
Den største udfordring ligger dog i forsinkede fly fra Boeing, og denne situationen forværres på grund af den aktuelle strejke hos den amerikanske flyproducent.
Norwegians flåde bestod af 86 fly ved udgangen af kvartalet, hvoraf 22 var 737 MAX 8-fly med den nyeste teknologi. Widerøe-flåden bestod af 49 fly. Indtil videre forventer Norwegian, at selskabet kun vil have 90 Boeing-fly til rådighed til sommeren 2025, hvorfor vækstplanerne skal tilpasses til den kapacitet, der er til rådighed. I 2024 vil kapacitetsvæksten samlet ser være omkring 13 procent.
Reducerer kapacitet i vintermånederne
Norwegian forventer, at der i 2024 realiseres et EBIT-resultat på mellem 2,1 og 2,4 milliarder norske kroner, og samtidig forventes der en encifret vækst i enhedsomkostningerne.
“Booking-tendensen for fjerde kvartal ser lovende ud for begge flyselskaber, både på ferie- og forretningsrejser. Norwegian har en række nye vinterruter på programmet, herunder Dubai og Egypten, og nye ruter fra europæiske byer til de populære vinterdestinationer Tromsø og Evenes,” lyder det fra Geir Karlsen.
Der er lige nu begrænset sigtbarhed, hvad angår første kvartal af 2025, men Norwegian har allerede besluttet at reducere kapaciteten henover vinteren med et sted mellem 25 og 35 procent.
Relaterede artikler:
Norwegian nedlægger to af fire baser i Norge