Airbus A320neo fra SAS. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Stadig flere i flyene hos SAS

I alt 1.555.000 passagerer rejste med SAS i februar, hvilket var næsten 77 procent af niveauet fra februar 2019. Februar var endnu en måned med højere belægning end normalt.

Når et SAS-fly går på vingerne, sidder der flere passagerer i kabinen, end det var tilfældet før coronapandemien. Sådan har mønstret været de seneste måneder, hvor SAS registrerer stigende loadfaktor.

I februar rejste 1.555.000 passagerer med SAS, og det var 76,6 procent færre end i samme måned i 2019, der var sidste hele år før coronapandemien. Dengang var der 2.031.218 rejsende, hvoraf chartergæster udgjorde 62.017.

Belægningen landende på 70,8 procent, og det var noget bedre end de seneste fem år før coronapandemien. Fra 2015 til 2019 var belægningen i februar i SAS-rutetrafikken mellem 63,1 og 67,9 procent. Belægningen i dette års februar er således 2,9 procentpoint højere.

“Passagerefterspørgslen fortsatte sin positive trend for SAS, og 1,6 millioner passagerer rejste med os i februar, en stigning på 64 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Vores belægning fortsætter med at forbedres og nåede 71 procent i februar,” udtaler koncernchef Anko van der Werff i en kommentar til tallene.

Samlet har SAS transporteret 6.122.000 passagerer i de første fire måneder af regnskabsåret 2022/23, der løber fra 1. november til 31. oktober.

Punktlighed og regularitet påvirket af vejret
Passagertallene har givetvis været påvirket af stormen Otto, der især forstyrrede flytrafikken i Københavns Lufthavn den 17. og 18. februar, hvor mange flyvninger måtte aflyses.

Regulariteten i februar er tydeligvis også påvirket af vejrsituationen, da SAS kun gennemførte 97,7 procent af de planlagte flyvninger. Sidste år var regulariteten i samme måned på 98,4 procent.

Den omtalte storm kan også have påvirket månedens punktlighed, der ramte 71,9 procent. Det betyder, at i underkanten af tre ud af fire fly landede i destinationslufthavnen inden for 15 minutter af det planlagte tidspunkt i henhold til tidtabellen.

Der skal dog ikke mange forstyrrelser til, når SAS tager hul på sommertrafikprogrammet, hvor selskabet venter noget højere aktivitet.

“Vi fortsætter med at forberede os på en aktiv sommersæson 2023 og åbningen af 20 nye sommerruter,” siger Anko van der Werff.

 

Relaterede artikler:

Endnu et stort SAS-underskud

Massive forsinkelser på SAS’ Miami-rute

Højeste belægning hos SAS siden 2017