I juli lykkedes det Icelandair at sælge næsten 90 procent af den udbudte kapacitet, hvilket er rekord. Antallet af passagerer rundede for første gang en halv million siden coronapandemiens udbrud.
Europæiske flyselskaber på stribe præsenterer trafiktal, der vidner om, at efterspørgslen har været særdeles stærk i denne sommer.
Icelandair er ingen undtagelse, idet flyselskabet i juli transporterede 529.189 passagerer, hvor blot 24.863 var indenrigspassagerer. Dermed var der atter over en halv million rejsende på de internationale ruter, hvorfor det islandske flyselskab er tæt ved at være tilbage på 2019-niveau.
I juli 2019 var der 592.331 passagerer ombord i selskabets fly, og heraf var 28.349 indenrigsrejsende. Dermed var Icelandair i juli blot 10,7 procent under niveauet fra juli 2019.
Samtidig kunne flyselskabet glæde sig over, at der var flere passagerer i flyene. I juli blev hele 89,5 procent af den udbudte internationale sædekapacitet solgt, mens det tilsvarende tal i 2019 lød på 82,9 procent. Dermed var der en fremgang i belægning på 6,6 procentpoint.
“Denne rekordbelægning i juli er drevet af realisering af ophobet efterspørgsel. Det er også en stærk indikator for et velafbalanceret rutenetværk, effektiv indtægtsstyring og (effekt af, red.) salgs- og marketingaktiviteter,” skriver selskabet i en meddelelse.
Transfertrafikken halter bagefter
Det er lokaltrafikken, der har klaret sig bedste i genopretningen. Det viser tal fra Icelandair, der opdeler den internationale trafik i henholdsvis “til”, “fra” og “via”.
Trafikken fra Island var i juli på 57.335 passagerer, hvilket var næsten på niveau med 59.863 rejsende i juli 2019. Trafikken til Island var i juli på 230.353 passagerer mod 250.939 for tre år siden. Derimod var trafikken via Island stadig nede med 14,4 procent, da der i juli var 216.737 transferpassagerer mod 253.180 i juli 2019.
Når man vurderer trafiktallene for Icelandair og sammenligner med 2019, er det værd at notere sig, at Icelandair var det eneste internationale passagerselskab på det islandske marked i sommeren 2019. Lavprisflyselskabet WOW air var nemlig gået konkurs i slutningen af marts samme år.
Siden juni sidste år har det nyetablerede PLAY været den nye konkurrent. I juli transporterede PLAY omkring 110.000 passagerer på lokaltrafik og transfertrafik via Keflavik International Airport ved Reykjavik. Dermed kan den nye lavpriskonkurrent på sigt blive en trussel mod den fulde genopretning efter coronapandemien.
Relaterede artikler:
Overskud og stærk efterspørgsel hos Icelandair