Nobis Airs hjemmeside er endnu kun en passiv forside.

Stifter af nyt flyselskab i søgelyset

Den ene af tre ejere af det nye svenske flyselskab Nobis Air er ifølge svenske medier involveret i omfattende pyramidespil. En anden stifter har pludselig forladt bestyrelsen.

Nobis Air er navnet på et nyt svensk flyselskab, som planlægger at starte to nye ruter efter sommerferien. Selskabet vil flyve fra Växjö Småland Airport i det sydlige Sverige til henholdsvis Oslo og Stockholm Arlanda.

Nobis Air har angiveligt modtaget sit første fly, en Saab 340B med plads til 34 passagerer, og vil ansætte 20-30 medarbejdere, der ifølge stifterne så vidt muligt skal komme fra lokalområdet.

Stifter har toprangering i pyramidespil
Mens flyselskabet de seneste måneder har søgt om tilladelser hos den svenske transportstyrelse, har lokale medier sat fokus på den ene af selskabets tre ejere, Pehr Karlsson.

Ifølge det lokale dagblad Smålandsposten havde han for et par år siden en ledende rolle i Onecoin, en ny krypto-valuta med tre millioner registrerede medlemmer.

Flere myndigheder, herunder det svenske skattevæsen, ser Onecoin som et pyramidespil, der er baseret på, at medlemmerne betaler et indmeldelsesgebyr eller bidrag, som skaber værdi i pyramiden. I kommentarer på diverse sociale medier beskrives Onecoin direkte som svindel, der alene går ud på at narre penge fra medlemmerne.

Pehr Karlsson har i et klip på YouTube præsenteret sig som ”kronediamant” i Onecoin, hvilket betyder, at han har en toprangering. Ifølge Onecoins egne data har en kronediamant nogle måneder tjente, hvad der svarer til 38 millioner svenske kroner, skriver Smålandsposten.

”Ingen har mistet penge. Hvorfor skulle jeg fortryde noget med Onecoin, som jeg gjorde for et par år siden,” siger Pehr Karlsson til Smålandsposten.

Medejer er trådt ud af bestyrelse
I de svenske medier har Pehr Karlsson sammen med en anden ejer, Håkan Melin, de seneste uger profileret firmaet offentligt med udtalelser og fotos, mens den tredje ejer, flykaptajn Jan Redmo, har været mere anonym.

Karlsson og Melin har tidligere til det lokale netmedie vxonews.se fortalt, hvordan de har arbejdet sammen de seneste seks år.

Nu har Håkan Meilin dog pludselig forladt Nobis Airs bestyrelse, skriver Smålandsposten. Det skete på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 10. juni, hvor han blev erstattet af nordmanden Per Arvid Solberg. Han har tidligere været indblandet i det norske flyselskab Fly Viking, der efter mindre end et år indstillede flyvningerne og blev afviklet.

Hvornår Nobis Air i givet fald vil begynde at flyve på de to ruter er uvist. Den 1. maj sagde Pehr Karlsson og Håkan Melin til vxonews.se, at det formentlig bliver i løbet af august.

Af den svenske transportstyrelses hjemmeside fremgår det, at selskabets registrering med ICAO-koden NOB er gældende fra 31. juli 2018. Selskabets hjemmeside er endnu bare en forside uden nogen funktioner, menuer eller links.

Relaterede artikler:

Svenske flyruter uden betjening i flere måneder

Svensk flyselskab er gået konkurs

Nyt norsk flyselskab starter billetsalg