Finnair-fly i Københavns Lufthavn. (Foto: Egon Johansen)

Stilstand i Finnairs trafikgenopretning

Lidt flere end 900.000 passagerer rejste med Finnair i oktober, og selskabet ligger stadig mere end 25 procent under passagertallet fra 2019.

Der er lang vej tilbage til Finnairs storhedstid før coronapandemien og krigen i Ukraine. Det finske Oneworld-selskab er et af de få selskaber, der stadig kæmper med passagertal, der ligger et godt stykke under niveauet fra 2019.

Det har Finnair dokumenteret i trafikrapporter gennem hele året, og de seneste trafiktal fra oktober understøtter også denne udvikling – eller rettere mangel på udvikling.

I oktober var der 920.400 passagerer, der havde valgt at flyve med Finnair, og det er 73 procent under 2019-niveauet, hvor 1.266.000 dengang havde købt billet til en Finnair-flyvning.

Til gengæld er der en stigning i passagertallet på 6,2 procent i forhold til oktober sidste år, og det skyldes, at noget af Asien-trafikken er kommet i gang igen samt de nye Doha-ruter fra København, Stockholm og Helsinki, der blev igangsat i november sidste år.

Luftrumslukning hæmmer genopretning
Hovedproblemet for Finnair er stadig, at nogle af de vigtigste asiatiske markeder ikke er kommet helt op i omdrejninger efter COVID-19, men den altoverskyggende årsag er flyveforbuddet over Rusland, der hindrer en effektiv genopretning af trafikken til Kina, Japan og Sydkorea.

“Passagertrafiktallene i oktober blev forbedret år-til-år, da virkningerne af COVID-19-pandemien for det meste er aftaget, og da det russiske luftrum blev lukket allerede i sammenligningsperioden. Den negative indvirkning af den russiske luftrumslukning, især på asiatiske passagertrafiktal, var dog stadig synlig i oktober 2023 sammenlignet med præ-pandemitallene,” skriver Finnair i trafikrapporten.

Selvom der stadig kommer større balance mellem udbudt og solgt kapacitet, halter belægningen også bagefter 2019-niveauet. I oktober 2019 lykkedes det Finnair at sælge 82,3 procent af den udbudte kapacitet, mens belægningen i dette års oktober var på 77,3 procent og således hele fem procentpoint lavere.

Af samlet 920.400 passagerer i oktober var 107.400 at finde på Asien-ruterne, hvilket svarer til 11,7 procent af det totale antal passagerer. I samme måned i 2019 var Asien-andelen på 17,1 procent.

 

Relaterede artikler:

Stærk vækst og indtjening hos Finnair

Finnair har svært ved at komme forbi millionen

Flere fløj til Asien med Finnair i juni end i maj