I juni øgede Finnair antallet af passagerer på Asien-ruterne, der har været et smertensbarn i flere år. Flyselskabet kom desuden atter et skridt tættere på en million rejsende i løbet af måneden.
Finnair har været igennem nogle udfordrende år, hvor først COVID-19-pandemien og sidenhen lukningen af Ruslands luftrum har været en barriere for afviklingen af flyselskabets hidtil så vigtige Asien-trafik.
Trods selskabet grundet genvordighederne har måtte skrue kapaciteten på Asien-ruterne ned i forhold til tidligere, steg passagertallet i juni dog i forhold til måneden før.
Ifølge Finnair benyttede 107.100 rejsende sig af muligheden for at rejse med flyselskabet til en destination i Asien, hvorimod det tal var 101.700 i maj. Der er altså tale om en stigning på 5,3 procent. Der er dog fortsat et stykke vej op til de 226.900 Asien-passagerer, som selskabet betjente i juni 2019.
Tæt på millionen
Overordnet set var der i alt 997.200 passagerer, der gik ombord på selskabets fly i løbet af juni i år, hvilket svarer til 71,2 procent af 2019-niveuet, da tallet i samme måned for fire år siden var 1,4 millioner rejsende. I maj i år endte passagertallet på 960.400 rejsende.
Finnair har ikke haft en måned med en million passagerer siden, at COVID-19-pandemien blev en realitet. Det tætteste, flyselskabet har været på millionen, var i juli sidste år, hvor selskabet fløj med 999.600 rejsende.
Finnair har justeret strategien og højnet selskabets fokus på markederne i Nordamerika og Mellemøsten i et forsøg på at hente nogle af de passagerer, der er blevet tabt som følge af de aktuelle udfordringer med flyvningerne til Asien.
I juni havde 40.900 passagerer købt billet til en flyvning til eller fra Nordamerika. Det er 16,2 procent færre end for fire år siden, da tallet på daværende tidspunkt var 48.800 rejsende. Der var desuden 40.000 rejste på selskabets ruter til Mellemøsten, hvor flyvningerne foretages i samarbejde med Qatar Airways. Derudover fløj 703.200 af de juni-rejsende til rejsemål i Europa.
Løfter belægningsgraden
Antallet af passagerer på Finnairs indenrigsruter er også lavere, end tilfældet var for fire år siden. I juni rejste 106.100 flypassagerer fra en destination i Finland til en anden, og det er et fald på 35,9 procent i forhold til de 165.500 indenrigsrejsende, som selskabet betjente i samme måned i 2019.
Alt i alt opnåede Finnair en belægningsgrad på 80,7 procent i løbet af juni.
Det er en nedgang på 5,5 procentpoint, hvis man sammenligner med belægningen i juni for fire år siden, hvor denne var 86,2 procent. Den er dog blevet løftet med 6,7 procentpoint i forhold til maj, da tallet her var 74 procent.
Det finske flyselskab oplyser desuden, at punktligheden i juni var 82 procent, hvilket repræsenterer et fald på 4,5 procentpoint sammenlignet med tallet fra maj i år. I årets femte måned opnåede Finnair en punktlighed på 86,5 procent.
For nyligt kom det frem, at selskabet vil udvide antallet af afgange fra Billund Lufthavn til Helsinki Lufthavn i sommertrafikprogrammet næste år således, at de fem ugentlige afgange, der afvikles i højsæsonen i år, øges til syv.
Relaterede artikler: