Billund var dominerende i opgørelsen over de 10 største udenrigsruter i de jyske lufthavne i 2014. Air France-KLM var dominerende og har for første gang passeret en halv million rejsende til og fra de jyske lufthavne.
Billund Lufthavn i 2014 styrket sin position blandt de 10 største udenrigsruter fra de jyske lufthavne. I 2013 havde Billund syv ud af 10 ruter blandt de mest efterspurgte, mens 2014 skubbede en Aalborg-rute ud af toplisten.
Der fremgår af de seneste data fra Trafikstyrelsen. Her udgjorde det samlede passagertal på de 10 største ruter 1,4 mio. mod lige i underkanten af 1,3 mio. sidste år. Der har således været en 10 procent vækst på de største ruter, hvilket er noget større end de gennemsnitlige vækstrater for de danske lufthavne.
Det er KLM, der endnu engang kan bryste sig af at have den største udenrigsrute fra Jylland. Ruten fra Billund kastede 307.166 passagerer af sig i 2014, mens Aalborg-Amsterdam på en fjerdeplads kunne bibringe 155.474 passagerer. Tilsammen med 57.671 passagerer mellem Billund og Paris-CDG har Air France-KLM for første gang passeret en halv mio. passagerer i Vestdanmark.
10 største udenrigsruter fra jyske lufthavn 2014
Nr. | Rute | Selskab/er | 2014 | 2013 | i % |
1. | Billund-Amsterdam | KLM | 307 | 285 | 8 % |
2. | Billund-London/STN | Ryanair | 258 | 233 | 10 % |
3. | Billund-Frankfurt | Lufthansa | 240 | 192 | 25 % |
4. | Aalborg-Amsterdam | KLM | 155 | 135 | 15 % |
5. | Billund-Oslo | SAS, Norwegian, Sun-Air | 136 | 120 | 13 % |
6. | Aarhus-London/STN | Ryanair | 81 | 78 | 4 % |
7. | Billund-Málaga | Ryanair | 66 | 75 | -12 % |
8. | Billund-Paris/CDG | Air France | 58 | 64 | -9 % |
9. | Billund-Stockholm | SAS | 51 | 29 | 76 % |
10. | Billund-Alicante | Ryanair | 50 | 63 | -21 % |
I alt | 1.402 | 1.274 | 10 % |
Kilde: Trafikstyrelsen. (Antal passagerer i 1.000)
Nye ruter på vej til top10
Ser man på udviklingen, er der nogle klare vindere. SAS har formået at skubbe Sun-Air ud fra Stockholm-ruten og har derigennem næsten fordoblet passagertallet til omkring 51.000 passagerer. Også på Billund-Oslo ruten er SAS med til at sætte sit aftryk på den gunstige udvikling sammen med Norwegian og Sun-Air.
Lufthansa har indsat større fly på Billund-Frankfurt ruten, hvilket er blevet belønnet med en passagerfremgang på 25 procent. Det samme er tilfældet i Aalborg Lufthavn, hvor KLM er gået fra Fokker-fly til det noget større fly fra Embraer. Det har været medvirkende til at sikre en passagervækst på 15 procent.
Allerede nu ventes det, at der vil komme til at ske forskydninger på listen for 2015. Lufthansa kommer ind med to daglige afgang mellem Aalborg og Frankfurt fra slutningen af marts måned, og samtidig hermed kommer søsterselskabet Brussels Airlines til Billund med to daglig afgange fra Bruxelles. Disse to ruter vil utvivlsomt placere sig som de 10 største i Vestdanmark. Herudover vil Turkish Airlines øge til daglige flyvninger mellem Istanbul og Aalborg/Billund, hvilket også vil have en indvirkning.