Rejsende i Bruxelles Lufthavn. (Foto: Brussels Airport / PR)

Strejke i Bruxelles Lufthavn: 50.000 vil blive ramt

Tirsdag vil de belgiske lufthavne blive ramt af en strejke, der lammer hovedparten af flytrafikken. SAS har tirsdag aflyst syv flyvninger fra Bruxelles mod Skandinavien.

Tirsdag den 1. oktober er der udsigt til, at flytrafikken til og fra Belgien kan blive lammet. Sikkerhedsansatte i lufthavne over hele landet vil deltage i en strejke i forbindelse med en stor demonstration i det centrale Bruxelles arrangeret af en lang række forskellige fagforeninger.

Det kommer til at betyde, at den belgiske hovedstadslufthavn, der er en af Europas 30 største lufthavne med 22,2 millioner passagerer i 2023, vil blive hårdt ramt.

Lufthavnen forventer massive forstyrrelser i løbet af dagen, og flyselskaberne har i samråd med lufthavnen besluttet, at der ikke vil blive flyafgange med passagerer fra lufthavnen hele tirsdagen. Ankommende fly med passagerer vil blive taget imod, men de kommer til at flyve tilbage fra Zavantem-lufthavnen uden passagerer.

Brussels Airlines har til Reuters oplyst, at man forventer at 80 procent af tirsdagens 203 flyvninger vil blive aflyst, og ifølge Aviation24.be vil samlet omkring 50.000 passagerer blive ramt af strejken.

1.000 SAS-passagerer kan ikke flyve fra Bruxelles
SAS bliver også ramt af strejken. Som det ser ud lige nu, vil SAS sandsynligvis gennemføre tirsdagens syv afgange fra Skandinavien til Bruxelles fordelt på tre afgange fra København, to fra Stockholm og to fra Oslo.

Returflyvningerne til Skandinavien med passagerer er dog blevet aflyst, og det gælder på rutenumrene SK590, SK594, SK4744, SK1594, SK1590, SK4746 og SK2590.

Det betyder, at omkring 1.000 SAS-passagerer vil få deres rejseplaner forstyrret.

Ingen indchecket bagage
Det er ikke alene Zaventem-lufthavn i Bruxelles, der bliver ramt. Strejken går blandt andet også ud over Brussels South Charleroi Airport, hvorfra Ryanair blandt andet opererer.

Her forventer man, at 70 procent af flyvningerne vil være aflyst. 

Lufthavnen oplyser, at for de afgange, der gennemføres, vil det ikke blive muligt at indchecke bagage. Det er kun rejsende med håndbagage, der vil blive accepteret.

 

Relaterede artikler:

Lufthavnen i Bruxelles profiterer af Schiphol-kaos

Strejke ramte Ryanair-flyvninger fra Belgien

Strejke tvinger lufthavn til at lukke for trafik