Terminal 2A i London Heathrow Airport. (Foto: London Heathrow Airport)

Strejker truer i Heathrow og Gatwick

Bagagearbejdere i London Heathrow nedlægger arbejdet i to firedages perioder i februar, mens blandt andet sikkerhedspersonale og brandmænd i London Gatwick også truer med at strejke.

De to største London-lufthavne, Heathrow og Gatwick, kan gå en udfordrende tid i møde.

Storbritanniens og Irlands største fagforening for lufthavnspersonale, Unite, er således i gang med at planlægge strejker i begge lufthavne, da medlemmerne er utilfredse med lønnen.

I London Heathrow er det specialiserede bagagearbejdere, der er utilfredse med den nuværende løn. Disse arbejdere er ansat i Global Baggage Solutions, der er ansvarlige for at finde og aflevere mistet bagage tilbage til passageren. Unite forsøger at få lønforhøjelse til medlemmerne, så alle minimum modtager London Living Wage, som er 10,75 pund i timen (95 kroner, red.).

Global Baggage Solutions tilbød en stigning på 32 pence (2,8 kroner, red.) i timen for 2020, men det blev enstemmigt nedstemt af Unite-medlemmerne. Og arbejdsgiveren nægtede at forhandle. Unite har derfor varslet to firedages-strejker til afholdelse fra den 2. til 5. februar og den næste fra den 22. til 25. februar.

”Heathrow-passagerer skal være opmærksomme på, at hvis deres bagage forlægges, kan den forsvinde for evigt, mens vores medlemmer strejker. Vores medlemmer accepterer ikke længere lav løn, og denne tvist er fuldstændigt et resultat af, at Global Baggage Solutions afviser at forhandle,” siger talskvinde Clare Keogh fra Unite.

”Vores medlemmer går i strejke som en sidste udvej, da livet bliver en daglig kamp for at overleve på fattigdomslønsatser. Der er stadig tid til at afværge strejkerne, hvis Global Baggage Solutions er parat til at fremsætte et realistisk løntilbud og vende tilbage til forhandlingsbordet.”

Potentiel forårsstrejke i Gatwick
I London Gatwick er der endnu ikke sat datoer på potentielle strejker, men arbejdsnedlæggelse som følge af utilfredshed med lønnen truer imidlertid også i denne lufthavn.

Gatwick Airport Limited (GAL) har foreslået en treårig aftale, som ville give arbejdstagerne en lønstigning på to procent i de to første år plus 250 pund (2.210 kroner, red.) i det sidste år. Dette tilbud afviste over 2.000 fagforeningsmedlemmer, og der er tale om både sikkerhedspersonale, brandmænd, terminalarbejdere, jordpersonale og ingeniører. 98 procent stemte for at afvise tilbuddet ud af en deltagelse på 80 procent.

Unite forsøger nu at få et forbedret løntilbud fra GAL. Hvis dette ikke kommer, vil fagforeningen tage træk til at indlede en strejke i London Gatwick i løbet af foråret.

”Det påhviler nu Gatwick Airport at vende tilbage med et dramatisk forbedret løntilbud, der imødekommer arbejdstagernes lønkrav. Lufthavnen er fantastisk indbringende som et resultat af vores medlemmers hårde arbejde, og de mener, at de skal belønnes ordentligt for deres hårde arbejde og loyalitet,” siger talsmand Jamie Major fra Unite.

”At endda foreslå indførelse af nye startsatser, langt under hvad arbejderne allerede modtager, viser, at lufthavnens ledelse prioriterer overskud før mennesker. Unites medlemmer har ikke noget ønske om at forårsage forstyrrelse for de rejsende, men de tillader ikke, at deres løn bliver beskåret.”

Tiden vil således nu vise, hvorvidt der kommer rejsekaos i London Heathrow og London Gatwick med forsvundet bagage og strandende passagerer.

 

Relaterede artikler:

Ansatte truer med at lamme trafikken i Heathrow

Udsigt til fem døgns strejke i London-lufthavn

​Strejke i SAS-terminal i London Heathrow