Chesley Sullenberger taler ved et arrangement i Sydney i 2010. Foto: Frederick J. Phillips / Wikimedia Commons.

”Sully”: Giv simulatortræning til MAX-piloter

Det skal være påkrævet, at piloter på Boeing 737 MAX skal have træning i simulator, før flyet skal have lov at flyve igen, mener Chesley ”Sully” Sullenberger.

Da Chesley ”Sully” Sullenberger landede et US Airways-fly på Hudson-floden i New York i 2009 blev han hurtigt udråbt som helt. Samtlige ombordværende overlevede landingen på vand, og det gav genlyd i hele verden.

Siden har mirakelpiloten fået stor anerkendelse, og han bliver brugt i alle mulige sammenhænge, hvor hans syn på en given luftfartssag er interessant. I øjeblikket er ”Sully” naturligt nok en del af meningsdannerne omkring Boeing 737 MAX, der endnu ikke har fået grønt signal til at vende tilbage i luften.

I onsdags var Chesley ”Sully” Sullenberger en del af en kongreshøring i USA, hvor han gav sit besyv på, hvornår MAX-flyene på forsvarlig vis kan vende retur til luften. Her redegjorde han for, at MAX-piloter bør have ny simulatortræning, før flyet kan få lov at flyve igen.

”Sully” mener, at piloterne nærmere beskrevet skal have simulatortræning i en fuldt bevægelig Level D-simulator for at træne potentielle funktionsfejl i MCAS-systemet, som er blevet beskyldt for de to nedstyrtninger med MAX-fly. Herudover skal piloterne også træne manuel styring af flyets vinkel i luften.

“Vi skal gøres opmærksom på MCAS-systemet og dens konsekvenser. Vi burde alle ønske, at piloter oplever disse udfordrende situationer den første gang i en simulator, inden vi står over for en krise midt på en flyvning og med et fly fuld af passagerer og besætning,” lød det fra Chesley ”Sully” Sullenberger.

Upraktisk med simulatortræning
Leder af piloterne hos American Airlines, Daniel Carey, har ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes fortalt til Kongressens luftfartsudvalg, at simulatortræning af alle piloter vil være yderst upraktisk. Han har nævnt, at American Airlines har 4.200 MAX-piloter, mens Southwest Airlines har omkring 9.000 737-piloter.

Den amerikanske pilotforening har den holdning, at det vil være tilstrækkeligt for piloterne at gennemgå computerbaseret træning, før de skal i simulatortræning i forbindelse med den almindelige træning af denne type. Alle piloter i American Airlines vil således gennemgå simulatortræning inden for de næste 10 måneder, lyder det.

Boeing har hævdet, at et computerbaseret kursus er nok til at træne det nye MCAS-system, hvilket ville kunne gennemføres hjemmefra. De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, udsente i april et udkast, der udelukkende anbefalede computer- og klasseværelsestræning. Administrator Daniel Elwell fra FAA sagde i maj, at FAA endnu ikke har truffet afgørelse på dette område.

Skal genoprette tilliden
Men var det alene op til Chesley ”Sully” Sullenberger, så skulle samtlige MAX-piloter altså en tur forbi simulatoren, før der kan gives klarsignal til MAX-flyene. Den rette tilgang til alt, hvad der er opstået af de to MAX-ulykker, er nødvendig for at genoprette tilliden til omverdenen, lyder det.

“Kun ved at finde og rette op på de ting, der udløste disse tragedier, kan vi genvinde tilliden fra vores passagerer, kabinebesætning, piloter og det amerikanske folk,” lød det til sidst fra Chesley ”Sully” Sullenberger ved kongreshøringen.

 

Relaterede artikler:

American runder 20.000 MAX-aflysninger

Icelandair fyrer 24 MAX-piloter

Piloter kræver bedre MAX-træning

MAX-fejl: Piloter havde 40 sekunder til at reagere

Boeing klar med opdateret 737 MAX-software