Piloterne på den Boeing 737 MAX 8, der forulykkede i Indonesien sidste år, havde blot 40 sekunder til at afværge katastrofen. Det viser flere flysimulationer af ulykken.
Lige siden en Boeing 737 MAX 8 fra det indonesiske flyselskab Lion Air styrtede ned ved Jakarta den 29. oktober sidste år har der været spekuleret i, hvordan katastrofen kunne ske. En ulykke, hvor 189 personer omkom.
Nu viser en række flysimulationer, at piloterne havde ganske lidt tid til at reagere, inden flyet ville ramme vandoverfladen. Piloterne på det indonesiske fly havde således kun maksimum 40 sekunder til at slå det såkaldte MCAS-system fra for at afværge ulykken.
Det fortæller to piloter, der ønsker at være anonyme, over for New York Times. Piloterne har gennemført en række simulationer, der svarede til den situation, der opstod med Lion Air-flyet. Simulationerne tog udgangspunkt i, hvad ulykkens efterforskere mistænker som årsag til ulykken.
I flysimulationerne viste det sig, at én AOA-sensor fejlede, hvilket udløste MCAS-systemet (Maneuvering Characteristics Augmentation Systems, red.), der er designet til at forhindre, at flyet staller. Det automatiske system kompenserer for et stall ved at sænke næsen i intervaller af 10 sekunder.
Da MCAS-systemet blev slået til, havde piloterne op til 40 sekunder til at afbryde systemet og undgå et uopretteligt dyk af Boeing 737 MAX 8-flyet. Det konkluderer de to unavngivne piloter over for New York Times.
Software-opdatering i april
Netop MCAS-systemet har stort fokus fra myndighedernes side i forbindelse med Lion Air-ulykken, såvel som fra efterforskerne af Ethiopian Airlines-styrtet tidligere i indeværende måned. Også her styrtede en Boeing 737 MAX 8 kort efter afgang. Den foreløbige havarirapport fra flystyrtet i Indonesien viser, at MCAS-systemet netop tvang flyets næse nedad på grund af fejlen i en AOA-sensor. Og piloterne lykkedes ikke med – trods gentagne forsøg – at rette flyet op.
Den amerikanske flyproducent Boeing lovede allerede efter styrtet i Indonesien, at der ville komme en opdatering af MCAS-systemet inden jul. Opdateringen, der benævnes 12.1, lader dog vente på sig, men den skal efter planen implementeres på samtlige MAX-fly i næste måned. Opdateringen skal give MAX-piloterne større kontrol med systemet og samtidig minimere risikoen for, at systemet udløses fejlagtigt.
Ændringen i MCAS-softwaren kræver stadig endelig godkendelse fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration (FAA), skriver New York Times. Piloterne vil blive forpligtet til at foretage grundig træning af det opdaterede MCAS-system, før de må tage et MAX-fly op på himlen.
MCAS kompenserer for ændret aerodynamik
Motorerne på MAX-flyene er rykket længere frem på vingen på grund af motorernes størrelse. Det er på denne baggrund, at MCAS-systemet er installeret på denne flytype, da placeringen og de nye motorer har ændret flyets aerodynamiske egenskaber. Det udgør større risiko for, at flyet kan stalle, og MCAS-systemet vil i dette tilfælde kompensere for det. AOA-sensoren reagerer, såfremt der er fare for et stall.
Boeing har imidlertid ikke fortalt MAX-flyets kunder om de ændrede aerodynamiske egenskaber eller om MCAS-systemet, da flyene blev leveret. Piloterne har derfor ikke fået den nødvendige træning i systemet, hvilket helt åbentlyst har udgjort en sikkerhedsrisiko.
Relaterede artikler:
Skandinaviske piloter kritiserer Boeing