Ola Hansson, chef for Lufthansas hub i München Lufthavn.. (Foto: Lufthansa PR)

Svensk flykaptajn ny chef hos Lufthansa i München

Ola Hansson, der er tidligere SAS-pilot og nuværende Boeing 777-kaptajn hos SWISS, overtager ansvaret for Lufthansas aktiviteter i München Lufthavn.

Lufthansa-koncernen har under coronakrisen foretaget en del ændringer i den øverste ledelse som resultat af en omstrukturering og tilpasning i koncernselskaberne.

I begyndelsen af april måtte Lufthansas svenske koncernfinansdirektør Ulrik Svensson stoppe med øjeblikkelig virkning på grund af helbredsproblemer, men nu er der kommet en anden svensker op i de øverste ledelseslag hos det tyske flyselskab.

Det er Ola Hansson, der fra den 1. maj overtager rollen som administrerende direktør for Lufthansa i München Lufthavn. Det tyske Star Alliance-selskab har nemlig en organisationsstruktur, hvor der er en separat direktør for de to hubs i henholdsvis Frankfurt og München.

Ola Hansson kommer fra en stilling som administrerende direktør for Lufthansa Aviation Training i Hallbergmoos i Bayern og afløser Wilken Bormann, der overtog rollen som finansdirektør efter Hanssons landsmand.

Aktiv Boeing 777-kaptajn
Den nye München-chef er stadig aktiv kaptajn i Lufthansa-koncernen, hvor han holder sit erhvervscertifikat vedlige på Boeing 777-flyene hos SWISS, der er datterselskab til Lufthansa.

Ole Hansson har en meget lang karriere i SWISS og forgængeren Swissair bag sig. I 10 år fra 1992 til 2002 var han ansat som pilot i Swissair, og sidenhen er det blevet til 15 år i SWISS, først som viceflyvechef og kaptajn på Airbus A320, sidenhen som flådechef og kaptajn på Airbus A330/A340 og endelig som flådechef og kaptajn på Boeing 777.

Med sit sydsvenske ophav har Ole Hansson også været en tur omkring SAS. Han startede nemlig sin karriere i luftfartsbranchen som pilot i SAS fra 1989 til 1992.

Ole Hansson, der er gift og har tre børn, fylder 57 år i 2020, så der er i teorien tre år tilbage, inden det er slut med den lejlighedsvise tjans i cockpittet på SWISS-flyene.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa grounder A340´ere i op til 18 måneder

Lufthansa: Vi bliver mindre efter coronakrisen

Swiss indsætter nye Boeing 777-fly