Heinemann Tax Free i Københavns Lufthavn. (Foto: Gebr. Heinemann | Lindner Group | pressefoto)

Taxfree-arealet skal udvides i Københavns Lufthavn

En ny 10-årig samarbejdsaftale med Københavns Lufthavn betyder, at Travel Retail-koncernen Heinemann kan gøre klar til at udvide butikken bag sikkerhedskontrollen med 1.600 kvadratmeter.

Selvom Rødovre Centrum, Fields og Frederiksberg Centret officielt er blandt de tre mest besøgte shoppingcentre i hovedstadsområdet, så bør man også have Københavns Lufthavn med i ligningen.

I år ventes 26 millioner passagerer at rejse gennem CPH, og heraf vil der være fire millioner rejsende, der handler i Heinemanns Tax Free-butikker i lufthavnen. Det vil der også være fremover, for Heinemann har netop indgået en aftale om en forlængelse af samarbejdet i 10 år.

Kontrakten blev tirsdag underskrevet i Hamborg og sikrer, at der i fremtiden sker udvidelser med nye digitale løsninger, der skal gøre shoppingoplevelserne endnu bedre.

“Det har været vigtigt for Københavns Lufthavn at forsætte det tætte samarbejde vi har haft med Heinemann siden 2007. Med den igangværende udvidelse af terminalområdet mellem Gates B og C – det største byggeprojekt i nyere tid –  giver den langsigtede kontrakt mulighed for sammen at fortsætte udviklingen og væksten til gavn for de mange rejsende,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Vil være relevant for passagererne
I forbindelse med det igangværende terminalprojekt vil den store butik, som man møder lige efter sikkerhedskontrollen, blive udvidet med yderligere 1.600 kvadratmeter, og i den kommende nye bagageudlevering bliver der også en markant større butik, end det er tilfældet i dag.

”Der arbejdes også med nye digitale løsninger og produkter. Det er vigtigt hele tiden at udvikle konceptet og være relevant for passagerne. For mange er det en vigtig del af rejsen for eksempel at kunne købe noget godt med til turen eller gaver til familie og venner,” forklarer Peter Krogsgaard.

Heinemann er en familieejet virksomhed, der er blandt de førende på Travel Retail-markedet, der primært koncentrerer sig om lufthavne, flyselskaber, færger og krydstogtskibe.

“Vi har et særdeles stabilt og tillidsfuldt samarbejde med Københavns Lufthavn. Det er en vigtig placering for os, som vi vil fortsætte med at udvikle og forbedre, ” siger Florian Seidel, koncernsalgsdirektør hos Heinemann.

 

Relaterede artikler:

CPH er bedste shoppinglufthavn i Europa

Her er Danmarks billigste taxfree-lufthavn

CPH bliver Danmarks næststørste shoppingcenter