Terminal A-folk har ikke givet op

I disse dage skrives endnu et kapitel i den langvarige saga om etableringen af en lavpristerminal som alternativ til Københavns Lufthavns terminaler. Folkene bag projektet er optimistiske og ser Ryanair som den oplagte kunde i terminalen.

Projektet med at opføre en alternativ lavpristerminal i Københavns Lufthavns østlige hjørne, kaldet Terminal A, lever stadig – seks år efter at projektet blev præsenteret for offentligheden. I disse dage lægger Østre Landsret nemlig lokaler til en retssag mellem Terminal A og Transportministeriet.

Striden bunder i, at Trafikstyrelsen, som er en myndighed under Transportministeriet, i 2011 trak sikkerhedskortet og nedlagde forbud mod at etablere terminalen. Det skete efter at Trafikstyrelsen året før ellers ikke mente, at der var sikkerhedsproblemer ved at etablere terminalen syd for bane 22R/04L tæt på lufthavnens fragtterminal. Tidligere havde Københavns Lufthavn ellers argumenteret for, at det ville resultere i, at en stor del af flyene fra Terminal A skulle krydse banen, der er en af de mest benyttede landingsbaner i Danmarks største lufthavn.

Misbrugte dominerende stilling
Efter flere års sagsbehandling kom Konkurrencerådet i juni 2011 frem til, at Københavns Lufthavne misbrugte sin dominerende stilling ved at forhindre etableringen af Terminal A. Derfor mente rådet at Terminal A var i sin gode ret til at etablere en konkurrerende terminal inden for Københavns Lufthavns hegn. Noget der hele vejen i forløbet af Københavns Lufthavn er blevet sammenlignet med at få lov til at etablere et discountsupermarked inde midt i et Føtex varehus.

Herefter trak Trafikstyrelsen sikkerhedskortet op af skuffen, vendte om på en tallerken og afviste projektet med henvisning til sikkerheden. Det blev senere karakteriseret af Konkurrencestyrelsen som en indvending af ”ikke-juridisk karakter”. I februar 2012 fik Trafikstyrelsen imidlertid opbakning fra daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) til at afvise projektet med henvisning til flyvesikkerheden.

Nu har folkene bag Terminal A stævnet Transportministeriet. Sagen afgøres senere på måneden og må betragtes som et kunstigt åndedræt til projektet, der ifølge Dagbladet Børsen kom ud af 2012 med et underskud på 750.000 og som har opbygget en gæld på tæt ved en milliard kroner.

Hele vejen til EF-Domstolen
Bestyrelsesformand for Terminal A, tidligere transportminister Flemming Hansen (V), erkender, at selv hvis Terminal A vinder retssagen, så er der stadig lang vej til at terminalen står der.

”Man kunne frygte, at modparten vil anke sagen til Højesteret, hvis vi vinder. Men det tror jeg alligevel ikke sker. Politikerne på Christiansborg ville ikke synes godt om at en offentlig myndighed på den måde fortsætter med at tryne en lille privat virksomhed,” siger Flemming Hansen til CHECK-IN.dk.

Men selv hvis sagen mod Trafikstyrelsen ikke bliver anket, så har Københavns Lufthavn stadig mulighed for at anke den afgørelse Konkurrencerådet kom med i 2011 til Konkurrenceankenævnet. I sidste ende kan Terminal A være tvunget til at tage sagen hele vejen til EF-Domstolen.

Hvis Terminal A skulle få medhold her, så er der stadig sandsynligvis behov for at ændre en række danske og internationale luftfartsregler med hensyn til blandt andet sikkerhedskontrol, ligesom en ændring af lokalplanen for det ønskede areal kunne tænkes at komme på tale.

Langvarig saga
Historien om Terminal A er en langvarig saga, der tager sin begyndelse i 2008. Her henvender en række personer, med tidligere transportminister Flemming Hansen (V) i spidsen, til Københavns Lufthavn med et ønske om at få lov til at leje et stykke jord i lufthavnens østlige del. Tanken er at etablere en simpel lavpristerminal, der skal gøre det muligt tiltrække Ryanair og få flere af de lavprisselskaber, der benytter de eksisterende terminaler, til at rykke over i Terminal A, hvor taksterne efter planen skal være lavere.

En af projektets helt store svagheder er imidlertid, at der, hvis terminalen en dag bliver til noget, er langt fra lufthavnens metro- og togstation samt fra lufthavnens motorvejsafkørsel. Desuden har verden ændret sig siden 2008. Cimber Sterling er gået konkurs, Norwegian og easyJet er veletablerede i de eksisterende lufthavnsterminal. Det samme er Vueling og Germanwings.

Men ifølge Flemming Hansen skal et eller flere af de andre selskaber nok finde vej, hvis først Ryanair gør sin entré i lavpristerminalen.

”Ryanair er et af de selskaber, som ikke er tilstede i Københavns Lufthavn i dag. Vores mål er at få dem ind. De er den største lavprisspiller i Europa. Det er ikke unormalt at konkurrenterne følger efter for at kunne matche Ryanairs omkostningsniveau,” forklarer Flemming Hansen.

Nærmeste Ryanair-lufthavn er i dag Malmø Sturup. Det irske lavprisselskab har på det seneste etableret baser i flere knudepunktslufthavne i stil med Københavns Lufthavn. Men det er ikke ensbetydende med, at selskabet med garanti også vil komme til Københavns Lufthavn og benytte Terminal A.

Kvæle projektet
Københavns Lufthavn var i første omgang positiv, da folkene bag Terminal A præsenterede ideen. Men da det gik op for CPH, at tanken var at opføre en alternativ lufthavnsterminal målrettet lavprisselskaber, kom man på andre tanker og lufthavnen indledte en indædt kamp for at kvæle projektet, der ud over Flemming Hansen også har en række tidligere ledende medarbejdere fra Københavns Lufthavn bag sig.

Københavns Lufthavn gik så vidt, at man på rekordtid opførte sin egen lavprisfinger i tilknytning til den eksisterende terminal. Det projekt kostede 200 mio. kroner, blev indviet i oktober 2010 og er endt med at blive en begrænset succes med kun én operatør, easyJet.