En Boeing 777-300ER fra Thai Airways, der letter fra Københavns Lufthavn. Foto: Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Thai forventer normalt trafikprogram fra midten af 2022

Thai Airways vil have et normaliseret trafikprogram ved udgangen af juni i år, skriver thailandsk medie. Indtil videre er det dog usikkert, hvornår alle tre skandinaviske ruter er tilbage.

Thai Airways har optimisme omkring indeværende år, og derfor er selskabet snart klar til at genoptage det meste af sit rutenetværk.

Inden udgangen af april forventer det asiatiske flyselskab at have genoptaget de fleste af sine internationale ruter, fortæller kilder fra Thai Airways til Thai Enquirer.

Som følge af coronapandemien har Thai Airways haft indstillet de fleste internationale ruter gennem lang tid, men selskabet kom lidt i gang igen i fjerde kvartal i 2021.

Vil gradvist øge frekvensen
Hvis alt går efter planen, vil Thai Airways dermed have genoptaget de fleste af selskabets populære ruter midt i 2022.

”Vi vil gradvist åbne alle ruter op igen og langsomt øge frekvensen af ​​fly fra slutningen af ​​april, og vi ser ud til at vende tilbage til normalitet i midten af ​​dette år, hvis den pandemiske situation fortsætter sin kurs,” siger en central kilde i selskabet.

Situationen kan dog ændre sig, hvis der eksempelvis opstår en ny coronavariant, lyder det. Og visse lande vil fortsat ikke få besøg af flyene fra Thai Airways.

”De to lande, vi sandsynligvis ikke foreløbigt vil genoptage ruter til, er Japan og Kina, som har været meget mere forsigtige med at genåbne. Men de europæiske ruter skulle være genoptaget ved udgangen af ​​andet kvartal,” oplyser kilden til det Thai Enquirer.

Usikkert om Oslo kommer tilbage på rutekortet
Hvorvidt Thai Airways vender tilbage til Oslo Lufthavn er dog stadig usikkert, for ruten fremgår stadig ikke af trafikprogrammet. Thai har gennem længere tid fløjet fra Bangkok til både Københavns Lufthavn og Stockholm Arlanda, men altså ikke til den norske hovedstadslufthavn.

Foruden de allerede aktive ruter fra København og Stockholm har Thai Airways også forbindelser fra samme byer til feriedestinationen Phuket. I begyndelsen af november sidste år åbnede flyselskabet de to ruter med én ugentlig afgang fra hver lufthavn.

Sidste flyvning fra København til Phuket er programsat til 25. marts 2022. Ruten var også kortvarigt aktiv i juli sidste år, men her blev der fløjet via Bangkok. Allerede efter en måned måtte Thai Airways dog lukke ruten igen på grund af lav efterspørgsel på den ugentlige fredagsflyvning.

Ugentlige CPH-afgange til Bangkok til sommer
CHECK-IN.dk har onsdag formiddag fået en kommentar fra Ulrik Gylstorff, der er salgschef for Thai Airways i Danmark. Han oplyser, at det thailandske flyselskab vil flyve tre gange ugentligt fra København til Bangkok i perioden fra 27. marts til 30. april 2022. Der øges til fem afgange om ugen fra 1. maj til 30. juni, inden der 1. juli kommer daglige afgange på programmet fra CPH til den thailandske hovedstad.

I forhold til ruten fra København til Phuket vil der være to ugentlige afgange i perioden fra 27. marts til 30. april 2022. Dermed fortsættes ruten en måneds tid mere end oprindeligt planlagt.

De ovenfor nævnte sommerfartplaner fra København til Bangkok og Phuket vil desuden også gælde for Stockholm Arlanda. Derimod er den norske hovedstadslufthavn imidlertid ikke en del af planerne hen over sommeren, hvilket altså også fremgår af trafikprogrammet på Thai Airways’ hjemmeside.

”Oslo Lufthavn er foreløbig ikke en del af planen i 2022, men der kan ske ændringer løbende afhængig af markedssituationen,” oplyser Ulrik Gylstorff.

 

Relaterede artikler:

Thai genoptager flere skandinaviske ruter

Thai skærer flåden ned til 58 fly

Thai opgiver nyåbnet sommerrute fra CPH