Norsaq-tags fra Aviationtag. (Foto: Andreas Spaeth | Twitter.com | PR)

Tidligere Air Greenland-fly som samlerobjekt

Flyentusiaster og andre interesserede har nu fået mulighed for at eje et minde om Air Greenlands tidligere atlantfly, da en del af skroget på Norsaq er blevet omdannet til samlerobjekter.

41.364 flyvetimer og 10.112 starter og landinger. Det nåede Air Greenlands Airbus A330-200-fly ved navn Norsaq – som betyder ’kastetræ’ på grønlandsk – at runde i de mere end 20 år, hvor det var en del af flåden af hos det grønlandske flyselskab.

Air Greenland overtog oprindeligt flyet fra SABENA, fordi det belgiske flyselskab blev ramt af en konkurs i 2001. Det trådte i stedet for et Boeing 757-200-fly, som man hidtil havde leaset fra Icelandair og benyttet til atlantflyvningerne.

I begyndelsen af sidste år var det dog slut, og Norsaq blev sendt på pension. Det skete et par måneder efter, at Air Greenland officielt havde fået overdraget et splinternyt Airbus A330-800neo-fly, der blev navngivet Tuukkaq, hvilket er det grønlandske ord for spidsen af en harpun.

Fredag den 10. marts 2023 påbegyndte Norsaq flyets sidste rejse, der fandt sted fra Københavns Lufthavn til Pinal Airpark (MZJ) nær byen Marana i den amerikanske stat Arizona. Her blev det overleveret til den nye ejer Aar Supply Chain, som havde købt Norsaq for reservedelene.

Udsolgt på et døgn
En del af flyets ydre vil dog også leve videre, oplyser virksomheden Aviationtag, der specialiserer sig i at omdanne dele af skroget fra forskellige flytyper og kendte fly til tags.

Disse samlerobjekter kan eksempelvis benyttes som en nøglering eller et minde om et givent fly, og det kommer også til at gøre sig gældende for Norsaq.

Mandag i denne uge lancerede Aviationtag nemlig tre forskellige slags tags, som er skåret ud af det nu pensionerede atlantfly. I alt er der blevet fremstillet 5.000 tags, og de er nummererede samt i de karakteristiske røde og hvide farver, der kendetegner flyene i Air Greenlands flåde.

Det har allerede vist sig at være vældigt populært. Knap et døgn efter, at de omtalte tags blev sat til salg, må Aviationtag melde alt udsolgt.

Et stykke grønlandsk historie
Ifølge Aviationtag ønskede man muligheden for at føje Norsaq til porteføljen, fordi flyet indtog en særlig plads hos mange grønlandske borgere.

Det skyldtes blandt andet, at Airbus-flyet både blev benyttet til flyvningerne mellem lufthavnene i København og Kangerlussuaq, fløj charterturister på ferie og transporterede grønlandske atleter til Arctic Winter Games i Canada og USA

”Norsaq var ikke bare et fly. Hun var et symbol på forbindelse og oplevelser samt et stykke grønlandsk historie, der forbandt et af de fjerneste steder på jorden med resten af ​​verden,” lyder det fra Aviationtag.

”I mere end to årtier har flyet fungeret som den vigtigste livline mellem Grønland og Danmark. Norsaq gjorde mere end blot at transportere passagerer. Det har forbundet familier og åbnet dørene til eventyr.”


Relaterede artikler:

Afdød diktators jumbojet kommer på auktion

Emirates sælger komplet bar fra A380

Flyselskab sælger 1.000 drinksvogne fra Boeing 747