Cimber Sterlings sidste direktør inden konkursen i maj, Jan Palmér, har sammen med en tidligere Skyways-direktør stiftet et nyt svensk flyselskab.
Den tidligere Cimber Sterling-direktør, Jan Palmér, har tilsyneladende ikke mistet appetitten på at drive luftfartsselskaber. Således står han som bestyrelsesformand for et nyt svensk luftfartsselskab, der blev stiftet i starten af juli. Det skriver svenskaflygbolag.com.
Selskabet har navnet Sky4u AB og forsøgte at få lov til at kalde sig Skyways4u. Men det lå for tæt op af det tidligere svenske regionalflyselskab Skyways, som gik konkurs i maj. Det skete kort tid efter Cimber Sterlings konkurs den 3. maj.
Jan Palmér var indtil konkurserne direktør for Cimber Sterling og havde en fortid som direktør gennem 14 år for Skyways. De to selskaber havde samme ukrainske rigmand som hovedaktionær.
En anden tidligere Skyways-direktør, Mikael Wångdahl, står registreret som direktør og bestyrelsesmedlem i Sky4u. Mikael Wångdahl var direktør i Skyways frem til konkursen i maj. I selskabets bestyrelse sidder også Jan Olof Brunstedt, der er direktør for handlingselskabet Nordic Aero i Sverige.
Præcis hvad selskabet skal lave er uvist, ligesom det endnu ikke har en hjemmeside.
Herhjemme stiftede tre tidligere medlemmer af Cimber Sterlings ledelse kort efter konkursen selskabet Cimber A/S, der i dag opererer en række flyvninger for SAS med fem CRJ-fly, som kom fra Cimber Sterling-boet. Fra på mandag vil selskabet desuden operere et ATR-72 fly for SAS på ruten mellem København og Billund.