En væg med billede af MH370 og tilhørende underskrifter. )Foto: MohdFaizalHassan/Twitter)

To eksperter: MH370 kan findes i løbet af få dage

Hvis en ny eftersøgning af det forsvundne MH370 blev sat i gang, ville flyet blive fundet i løbet af få dage, lyder det fra to eksperter, der mener at have lavet deres lektier.

For snart 10 år siden forsvandt en Boeing 777-200ER fra Malaysia Airlines med i alt 239 personer om bord.

Flyet var 8. marts 2014 af sted på rute MH370 fra Kuala Lumpur til Beijing, da det forvandt fra radaren og styrtede ned. Trods et massivt eftersøgningsarbejde er flyets nedstyrtningssted aldrig blevet fundet, men flere personer forsøger fortsat at finde frem til stedet.

Nu har to luftfartseksperter fremsat en ny teori om, hvor flyet mere præcist er styrtet ned. Således mener de to, at mysteriet om MH370 kunne løses i løbet af ”dage”, hvis en ny eftersøgning blev sat i gang. Det skriver det australske medie News.com.au.

Har lavet deres hjemmearbejde
De to personer med den opsigtsvækkende påstand er luftfartseksperten Jean-Luc Marchand og piloten Patrick Blelly. Under et foredrag ved Royal Aeronautical Society sagde de, at det nye søgeområde kunne afsøges på kun 10 dage.

”Vi har lavet vores lektier. Vi har et bud: Der er tale om et lille område, og i betragtning af nye ressourcer vil det tage omkring 10 dage at gennemsøge det,” lyder det fra Jean-Luc Marchand.

”Det kan være hurtigt overstået. Indtil vraget af MH370 er fundet, ved ingen, hvad der skete. Men dette er en plausibel teori.”

De to eksperter opfordrer de australske transportsikkerhedsmyndigheder, den malaysiske regering samt det private efterforskningsselskab Ocean Infinity til at indlede en ny eftersøgning af det forsvundne fly.

En række teorier om styrtet
Jean-Luc Marchand og Patrick Blelly understregede ved deres foredrag, at forslaget til det nye søgeområde var baseret på troen på, at flyet målrettet blev kapret og sendt ned i havet. De mener, at kapringen sandsynligvis blev udført af en erfaren pilot.

De to herrers nye teori til eftersøgningsområde kommer, efter en ny rapport om det forsvundne fly foreslog et nyt søgeområde ud for den australske vestkyst. Rapporten på 229 sider er udarbejdet af flere forskere med Richard Godfrey i spidsen, og de mener, at MH370 kan findes i et område cirka 1.560 kilometer ud for Perth.

Det forsvundne Malaysia Airlines-fly, der havde Zahrie Shah som kaptajn, er et af luftfartens største mysterier, og sagen har skabt stor bevågenhed fra eksperter og konspirationsteoretikere.

Der har været en række teorier fremme om, hvad der skete med MH370. Således er der blandt andet teorier om, at flyet blev kapret af en terrorist eller af USA, at flyet blev fløjet til en fjerntliggende ø eller atol samt at flyet skulle være kapret af kaptajnen.

Vragrester fundet flere steder
Jean-Luc Marchand og Patrick Blelly har understreget, at de ikke formelt giver kaptajn Zahrie Shah skylden, men at de heller ikke kunne frikende ham, før flyet blev fundet.

Ikke desto mindre kan en mulig ny eftersøgning være på vej, hvis myndighederne ser det fornuftige i at afprøve den nye teori fra de to eksperter.

MH370 er imidlertid ikke fuldstændigt forsvundet, eftersom der er fundet vragrester flere steder i Det Indiske Ocean. Således er vragrester fra flyet blev fundet helt ovre ved Madagaskar i årene efter styrtet. I alt er 41 vragrester blevet fundet ifølge News.com.au.

 

Relaterede artikler:

Amatørers radiobølger kan føre til fund af MH370

Hævder at have lokaliseret MH370

Airbus-fly får sporingsudstyr som konsekvens af MH370