Tanzania og Surinam er kommet på EU Air Safety List og må derfor ikke flyve til EU-luftrum. I alt er 142 flyselskaber fra 17 lande med på forbudslisten, fordi de ikke imødekommer sikkerhedstandarder i EU.
EU-Kommissionen har opdateret sin såkaldte Air Safety List, og det var dårligt nyt for Tanzania i Afrika og Surinam i Sydamerika. Alle flyselskaber fra de to lande er blevet udelukket fra at flyve til EU-luftrum. Årsagen er, at de ikke lever op til internationale sikkerhedsstandarder.
Ifølge EU er beslutningen baseret på en dybdegående gennemgang af sikkerheden, som er udført af luftfartsspecialister. Gennemgangen har identificeret systemiske svagheder i den måde, som de to lande regulerer og overvåger luftfartssikkerheden.
EU peger blandt andet på, at landene har mangel på kvalificeret personale, tilsynsprocesserne er ineffektive, når det gælder flyoperationer og luftdygtighed. Der er også konstateret manglende overholdelse af internationale sikkerhedsstandarder fra begge landes civile luftfartsmyndigheder og certificerede luftfartsselskaber.
Hårdt slag for Air Tanzania
Flyveforbuddet er især et hårdt slag for Air Tanzania, der er landets nationale flyselskab og tidligere har fløjet til Athen, Frankfurt og Rom. Selskabet har eksisteret i 47 år og flyver blandt andet til mere end 20 destinationer i Afrika fra det trafikale knudepunkt i Julius Nyerere International Airport i Dar es Salaam.
Air Tanzania har også internationale ruter til Guangzhou i Kina, Mumbai i Indien og Johannesburg i Sydafrika.
Aktuelt har Air Tanzania ingen ruter til EU, mens selskabet har ambitioner om at udvide det oversøiske netværk. Således er der planer om at åbne en rute fra Dar es Salaam til London Gatwick Airport. Disse planer må stilles i bero, så længe Tanzania er på forbudslisten.
Apostolos Tzitzikostas, der er EU-kommissær for bæredygtig transport og turisme, fremhæver, at passagersikkerhed for højeste prioritet.
”Efter en detaljeret teknisk vurdering har Europa-Kommissionen føjet alle luftfartsselskaber, der er certificeret i Surinam og Tanzania, til EU Air Safety List på grund af alvorlige mangler i det nationale luftfartstilsyn. Vi opfordrer begge lande til at håndtere disse problemer hurtigt. Kommissionen er parat til at støtte deres bestræbelser på at overholde internationale sikkerhedsstandarder fuldt ud,” siger Apostolos Tzitzikostas.
17 lande har forbud mod at flyve i EU
Efter opdateringen er i 142 flyselskaber i 17 lande udelukket fra EU’s luftrum. Staterne er Afghanistan, Angola (med undtagelse af 2 flyselskaber), Armenien, Congo (Brazzaville), Den Demokratiske Republik Congo, Djibouti, Ækvatorialguinea, Eritrea, Kirgisistan, Liberia, Libyen, Nepal, São Tomé og Príncipe, Sierra Leone, Sudan, Surinam og Tanzania.
Desuden er 22 flyselskaber certificeret i Rusland, samt fem individuelle flyselskaber fra andre stater på EU Air Safety List. Det er Air Zimbabwe. Avior Airlines (Venezuela), Iran Aseman Airlines (Iran), Fly Baghdad (Irak) og Iraqi Airways (Irak).
Relaterede artikler:
EU sætter afrikansk flyselskab på forbudsliste