Air France Boeing 787-9 Dreamliner (Foto: Air France)

Ny Air France-rute til Dar es-Salaam i 2023

Air France åbner i juni 2023 en ny rute med en Boeing 787 Dreamliner fra Paris til Dar es-Salaam. Det bliver selskabets anden destination i Tanzania og 31. destination syd for Sahara.

Antallet af destinationer i Afrika fra Air France øges fra sommeren 2023.

Det franske flyselskab oplyser, at der 12. juni åbnes en ny rute fra Paris Charles de Gaulle til Dar es-Salaam, der er Tanzanias største by. Ruten bliver en forlængelse af forbindelsen til Zanzibar, der er en tanzanisk ø.

Der vil være tre ugentlige flyvninger med en Boeing 787-9 Dreamliner, hvor der findes 30 sæder i Business Class, 21 sæder i Premium Economy samt 225 sæder i Economy Class.

Dar es-Salaam har en af Østafrikas største havne, og byen er Tanzanias økonomiske knudepunkt og med blandt andet et godt ry inden for kunst og gastronomi.

Air France-søsterselskabet KLM betjener også Dar es-Salaam med daglige afgange fra Amsterdam Schiphol. Denne rute afvikles ligeledes som en forlængelse af ruten til Zanzibar samt visse dage som en forlængelse af ruten til Kilimanjaro, der også ligger i Tanzania.

Tilbage efter 28 års fravær
Simple Flying skriver på baggrund af data fra AeroRoutes, at Air France dermed genoptager forbindelsen til Dar es-Salaam efter 28 års fravær. Frem til 1995 havde flyselskabet én ugentlig afgang med Boeing 747 Combi.

Den kommende trekantsrute fra Paris-CDG til Zanzibar og Dar es-Salaam, der i øvrigt kun ligger 73 kilometer fra hinanden, får afgang fra Paris klokken 10.20 med ankomst på Zanzibar klokken 20.15. Flyet letter herfra mod Dar es-Salaam klokken 21.45 med ankomst 35 minutter senere. Klokken 23.50 letter Air France-flyet mod Paris, hvor der er ankomst næste dag klokken 07.55.

Air France lancerede Zanzibar i oktober 2021 som en del af en rute til Nairobi i Kenya. Med tilføjelsen af Dar es-Salaam vil Air France fremover betjene Nairobi udelukkende med direkte flyvninger.

31 destinationer syd for Sahara
Den nye rute til Dar es-Salaam betyder, at Air France fra sommeren 2023 vil være oppe på i alt 31 destinationer i Afrika syd for Sahara. Og herunder vil der altså være to destinationer i Tanzania, som er et af de populære rejselande i det østlige Afrika.

Turkish Airlines er ifølge Simple Flying det flyselskab, der har det største rutenetværk syd for Sahara. Selskabet er oppe på hele 39 destinationer og drager særlig fordel af deres umiddelbare nærhed til det afrikanske kontinent.

Bag Turkish Airlines og Air France ligger Brussels Airlines, der med 17 destinationer er den tredjestørste europæiske operatør syd for Sahara. Herefter følger TAP Air Portugal (12 destinationer), KLM (10), Lufthansa (otte) samt British Airways (syv).

 

Relaterede artikler:

Air France vil flyve til 171 destinationer i vinter

Air France tilbage med 90 procent af 2019-kapacitet

Air France annoncerer tre nye langdistanceruter