Boeing 737-800-fly fra Fly Baghdad. (Foto: Fly Baghdad | Facebook.com | PR)

Endnu et flyselskab forbudt i EU

Bekymringer over sikkerheden hos Fly Baghdad har resulteret i, at det irakiske flyselskab er endt på EU’s sorte liste, der nu samlet set omfatter 129 flyselskaber fra en række forskellige lande.

Nu har EU-Kommissionen føjet endnu et navn til EU Air Safety List, der kan betegnes som den sorte liste, da alle flyselskaberne herpå er udelukket fra at benytte unionens luftrum, fordi de ikke lever op til de gældende sikkerhedsstandarder.

Opdateringen af listen er foretaget i forbindelse med et møde, der fandt sted i Bruxelles fra den 14. til den 16. november. Det var arrangeret af EU Air Safety Committee, som er et udvalg, der ledes af EU-Kommissionen med støtte fra det europæiske luftfartssikkerhedsagentur EASA.

Blandt mødedeltagerne var repræsentanter for medlemslandene, som beskæftiger sig med sikkerhed i luftfarten. I løbet af de to dage, som mødet i den belgiske hovedstad varede, diskuterede de, hvordan den nye udgave af listen skulle se ud.

Optræder nu på den sorte liste
Som følge af drøftelserne blev det bestemt, at Fly Baghdad også skulle tilføjes til listen, da EASA har haft en række bekymringer omkring sikkerheden hos selskabet.

Fly Baghdads flåde består af 11 fly, der har en gennemsnitsalder på 16 år. Selskabet råder over ni Boeing 737-fly – et 737-700, fem 737-800 og tre 737-900ER – samt et Bombardier CRJ-200-fly og et CRJ-900.

I øjeblikket beflyver selskabet blandt andet en række destinationer i Mellemøsten, Afrika, Sydøstasien, Rusland samt Aserbajdsjan, Armenien og Georgien i Kaukasus.

Under mødet blev det desuden besluttet, at flyselskaber, som er certificeret i Nepal, fortsat skal figurere på listen. Den afgørelse blev truffet på baggrund af et besøg i landet i september, hvor det stod klart, at man trods tiltag fra myndighederne endnu ikke i tilstrækkelig grad lever op til standarderne.

Opfordrer selskab til at få rettet op
Adina Vălean, der er EU’s transportkommissær, fortæller, at hun håber, at Fly Baghdad vil få løst de udfordringer, som har ført til, at selskabet nu optræder på EU-listen.

”Vi har desværre set os nødsaget til at tilføje Fly Baghdad til EU Air Safety List. Det sker på baggrund af en række seriøse betænkeligheder ved sikkerheden, og beslutningen afspejler vores ønske om at skabe sikre forhold for flypassagererne.”

”Vores håb er, at Fly Baghdad vil arbejde for at finde en hurtig og bæredygtig løsning på de sikkerhedsmæssige udfordringer, som vi har peget på.”

Er blevet forment adgang af forskellige grunde
Efter at Fly Baghdad er kommet på EU Air Safety List, omfatter listen 129 flyselskaber. 101 af disse selskaber er udelukket som følge af, at de er certificeret i et af 15 forskellige lande.

Det drejer sig om Afghanistan, Angola (to af landets selskaber er dog ikke på listen), Armenien, Republikken Congo, Den Demokratiske Republik Congo, Djibouti, Equatorial Guinea, Eritrea, Kirgisistan, Liberia, Libyen, Nepal, São Tomé og Príncipe, Sierra Leone samt Sudan.

Seks individuelle flyselskaber er også en del af listen, da man ikke vurderer, at hverken Air Zimbabwe, Avior Airlines fra Venezuela, Iran Aseman Airlines, Fly Baghdad, Iraqi Airways samt Blue Wing Airlines, der stammer fra Surinam, har tilstrækkeligt styr på sikkerheden.

Derudover er 22 russiske flyselskaber udelukket fra EU’s luftrum som følge af de sanktioner, landet blev underlagt i forbindelse med krigen mod Ukraine, mens Iran Air og Air Koryo fra Nordkorea er underlagt restriktioner, der betyder, at de kun må beflyve EU’s luftrum med visse flytyper.


Relaterede artikler:

118 flyselskaber er nu forbudt i EU-luftrum

21 russiske flyselskaber på EU’s sorte liste

Armenske flyselskaber på EU’s sorte liste