Terminal 3 i Københavns Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Trafikstyrelsen igangsætter sommerkampagne

Trafikstyrelsen har lanceret en ny kampagne, hvor flypassagerer kan hente hjælp om deres rettigheder, hvis de måtte opleve forsinkelser eller aflysninger i løbet af sommeren.

Hver sommer rejser tusindvis af danskere på ferie for blandt andet at nyde sol, storbyer eller natur. Men efter al sandsynlighed ender rejsen for en del af dem i frustration.

Det er således normalt, at luftfarten hvert år bliver ramt af forsinkede eller helt aflyste afgange, når der er allerflest flyrejsende. Og som passager kan det være svært at navigere i, hvilke rettigheder man har i forhold til kompensation og refusion af udgifter.

Trafikstyrelsen har derfor lanceret en sommerkampagne, der skal oplyse flypassagererne om deres rettigheder, når uheldet måtte ramme i forbindelse med feriens flyrejse.

Første klage til flyselskabet – og så til Trafikstyrelsen
Ifølge Trafikstyrelsen vil det formentlig overraske nogen, at en flyafgangs forsinkelse på to timer er tilstrækkeligt til at give ret til forplejning – herunder mad og drikke. Det kan også være overraskende, at flyselskabet skal sørge for overnatning og transport til og fra overnatningsstedet, hvis et flys forsinkelse gør det nødvendigt.

Skulle man som flypassager få dårlig behandling af sit flyselskab, kan man kvit og frit klage til Trafikstyrelsen. Og dermed sparer man også det gebyr, som flykompensationsvirksomhederne tager for hjælpen.

Europæiske flyrejsendes rettigheder er beskrevet i flypassagerrettighedsforordningen 261/2004, hvor der også er fastsat en række forpligtelser for flyselskaberne.

Har hjulpet mange flypassagerer
Trafikstyrelsen afsluttede i alt 2.324 klagesager fra flypassagerer i 2023, der enten havde oplevet forsinkelser, aflysninger, boardingafvisninger eller nedgraderinger. Næsten fire ud af 10 (887 passagerer) fik enten medhold i klagen eller indgik forlig med flyselskabet, efter flypassageren havde klaget til Trafikstyrelsen.

Næsten 700 sager blev henlagt, og mange af passagererne fandt forventeligt selv en løsning med flyselskabet efter at have klaget.

Den nye sommerkampagne fra Trafikstyrelsen lanceres i indeværende uge på sociale medier, og der kan læses mere om flypassagerers rettigheder på flypassager.dk. Her kan man blandt andet også læse om bagageregler og rettigheder for handicappede.

 

Relaterede artikler:

Trafikstyrelsen med kampagne for passagerrettigheder

Ny kampagne skal forebygge fatigue i luftfarten

Vil ikke betale for klageadgang hos Trafikstyrelsen