SAS har netop offentliggjort sit sommertrafikprogram med 65 danske ruter fordelt på fire lufthavne. Der er tre nye ruter fra København samt tre interkontinentale ruter, der først kommer senere i gang.
SAS har tirsdag morgen offentliggjort sit sommertrafikprogram, der blandt andet består af 180 direkte ruter fra Skandinavien til Europa.
Fra Københavns Lufthavn er der planlagt i alt 60 ruter i Skandinavien, Europa samt til Asien og USA. Dette fordeler sig på tre indenrigsruter til henholdsvis Aalborg, Aarhus og Billund, ni skandinaviske ruter inklusive Færøerne, 41 ruter til destinationer i Europa samt syv interkontinentale ruter.
Ifølge SAS er der tre rutenyheder fra Københavns Lufthavn. Det skandinaviske flyselskab vil således flyve direkte Barcelona, Chania (Kreta) og Larnaca, og til Alicante, Málaga, Mallorca, Alanya, Nice, Rom og Athen bliver der flere afgange end oprindeligt planlagt.
Derimod er der tre interkontinentale ruter, der ikke åbner lige med det samme. Det er ruterne fra København til Boston, Miami og Tokyo. Boston kan efter planen åbne den 1. juni 2021, og Miami vil formentlig tidligst vende tilbage til vintertrafikprogrammet 2021/21.
Internationale ruter fra tre jyske lufthavne
Selvom SAS tilbyder et omfattende trafikprogram fra Københavns Lufthavn, så har man ikke glemt de regionale ruter fra de jyske lufthavne.
Fra både Billund og Aarhus vil SAS genoptage ruterne til Oslo og Stockholm, og fra Aalborg Lufthavn bliver det også muligt igen at flyve til Oslo.
Herudover vil SAS flyve fra Aarhus til Nice, Palma de Mallorca og Split, men der er ikke på nuværende tidspunkt lagt andre internationale SAS-ruter op fra Aarhus Lufthavn. Dermed ser det ud til, at den store offensiv fra april 2018 tilsyneladende er skaleret ned.
Afhængig af rejserestriktioner
Sommertrafikprogrammet bliver sat i gang i forventning om, at der snart sker en lempelse i rejserestriktionerne, selvom den norske regering eksempelvis i dag har forlænget rejserestriktionerne til den 15. april 2021.
“Efterspørgslen efter flyrejser lidt frem i tiden øges, især til varmere himmelstrøg. SAS indfører derfor flere afgange til en række populære rejsemål omkring Middelhavet. Selv om der i dag er strenge rejserestriktioner på grund af COVID-19, så er der håb om lempelser fremover som følge af en stigende grad af vaccinering og reduceret smitte i samfundet.
I takt med dette vil SAS også øge kapaciteten på alle indenrigsruter samt inden for Norden og til større byer i Nordeuropa for at imødegå en stigende efterspørgsel efter både fritids- og forretningsrejser,” hedder det i en pressemeddelelse.
Mere billetfleksibilitet
Som følge af den store usikkerhed i forhold til smitteudviklingen har SAS også været tvunget til at indføre nogle mere fleksible regler for ombooking. Det er dog ikke en disciplin, som SAS tidligere har været kendt for at mestre.
Rejsende kan afbestille internationale flyrejser indtil 72 timer før afgang og få tilbudt en SAS Travel Voucher i stedet. På indenrigsrejserne i Sverige, Norge og Danmark tilbyder SAS gratis ombooking indtil en time før afgang på SAS Go Flex, mens samtlige billet- og pristyper på SAS Plus på både indenrigs- og udenrigsrejser kan ombookes og refunderes fuldt ud.
Relaterede artikler:
SAS har reduceret til 22 ruter fra København