Cimber Sterling-fly parkeret i Københavns Lufthavn Syd efter konkursen (Foto: Arne V. Petersen)

Tre ud af fire tidligere Cimber Sterling-ansatte uden arbejde

Mere end tre måneder efter Cimber Sterlings konkurs står omkring 300 af de 400 piloter og kabineansatte stadig uden arbejde.

Da Cimber Sterling gik konkurs den 3. maj i år stod 404 piloter og kabineansatte pludselig uden arbejde. Og i dag, mere end tre måneder senere, er kun omkring hver fjerde kommet i arbejde igen. Det vurderer fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, der organiserede det flyvende personale i Cimber Sterling, over for CHECK-IN.dk.

Omkring 50 – 60 besætningsmedlemmer fik arbejde hos det danske charterflyselskab Jet Time, der også overtog to af Cimber Sterlings Boeing 737-jetfly.

Mellem 20 og 30 har fået arbejde i det nye Cimber A/S, der med CRJ- og ATR-fly opererer en række mindre feederruter for SAS samt skal stå for beflyvningen af SAS’ nye indenrigsrute mellem København og Billund.

Endelig skønnes 10 – 20, primært piloter, at have fundet arbejde i udlandet. Tilbage står omkring 300 arbejdsløse piloter og kabineansatte.

De piloter og kabinebesætningsmedlemmer, der var certificerede til at flyve Boeing 737, må vurderes at have de bedste muligheder for at finde nyt arbejde, da denne flytype anvendes af lavprisselskaber som Norwegian og Ryanair. Sidstnævnte åbnede i marts en base i Billund med personale stationeret i Billund.

Til gengæld ser det knap så godt ud for de, der fløj ATR-turboprop fly. Det eneste andet danske luftfartsselskab, der bruger ATR-fly, er Danish Air Transport. Selskabet overtog to af Cimber Sterlings indenrigsruter til Bornholm og Sønderborg. Men det skete med fly og besætninger, som i forvejen fløj for Cimber Sterling. Derfor har DAT ikke ansat nye folk til at betjene indenrigsruterne.

Foto: Arne V. Petersen, Københavns Lufthavn.