Tyrkiet Ekspertens kundedatabase solgt

Det lille upåagtede Sunweb Rejser har indgået aftale med kuratoren i boet efter Tyrkiet Eksperten om at købe dele af kundedatabasen med 6.000 endnu ikke gennemførte rejser.

En lille dansk rejsearrangør med årligt 20.000 rejser har købt dele af kundedatabasen i boet efter Tyrkiet-Eksperten. Der er tale om Sunweb Rejser, der indgår i en stor europæisk koncern, der angiveligt har op imod en million årlige rejsende.

Sunweb Rejser tilbyder i forvejen rejser til Tyrkiet, Grækenland, Spanien og Bulgarien samt skirejser til de mest populære ski-destinationer i Europa.

“Vi har købt dele af kundedatabasen med navnene på 6.000 personer, der har bestilt rejser til Tyrkiet fra marts måned næste år. Vi har således købt retten til at give et tilbud til disse tidligere kunder hos Tyrkiet Eksperten,“ forklarer administrerende direktør Lasse Dupont til CHECK-IN.dk.

Sunweb ønsker at fortsætte, hvad de kalder den sunde del af Tyrkiet Eksperten og er derfor i færd med at lægge et stort program op for sommeren 2014 med afgange fra henholdsvis København, Billund og Aalborg.

“Der er et stort pontentiale. Det er vigtigt, at der er nogle, der kan holde priserne ned på rejser. Vi har bedre priser end de store spillere på markedet gennem et godt indkøb og en trimmet organisation,“ vurderer Lasse Dupont.

Det er endnu ikke på plads, hvilke flyselskaber der skal flyve for Sunweb til Tyrkiet i den kommende sommer. Sunweb-direktøren fortæller, at man i forvejen benytter selskaber som tyrkiske Pegasus, SAS og Norwegian til flere af deres destinationer.

Til at styrke salgsorganisationen vil Sunweb tilknytte fire eller fem af de tidligere medarbejdere fra Tyrkiet Eksperten, og man har planer om på sigt at skulle bruge endnu flere medarbejdere.

“Tyrkiet er i forvejen vores største destination. Det er oplagt med den overtagelse,“ forklarer Lasse Dupont, der dog ikke vil oplyse, hvad man har betalt for dele af kundedatabasen.

Schweizisk ejer og hollandsk hovedkontor
Sunweb Rejser er et varemærke i virksomheden Sundio Scandinavia ApS, der har et hollandsk moderselskab, Sundio International B.V. i Rotterdam, der igen har det schweiziske holdingselskab Sundio Group International GmbH som øverste ejer.

Sundio Group opererer i Danmark, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Tyskland, Storbritannien og Polen. I Europa har Sundio Group iføolge hjemmesiden mere end 700.000 årlige rejsende og en omsætning på 350 mio. euro. I Sundio Group indgår varemærkerne Sunweb, Sudtours, Jiba, GOGO, Husk Studentenreizen, X-travel, Eliza was here, Skikot, Odyssée en Gogotravel.

Det danske selskab Sundio Scandinavia ApS har indtil videre aflagt to årsregnskaber for 2010/11 og 2011/12 med regnskabsperiode fra 1. november til 31. oktober. Første år resulterede i et underskud på 2,7 mio. kroner, mens seneste årsrapport viser et overskud på 123.000 kroner.

Sundio Scandinavia ApS har stillet en garanti på 7,3 mio. kroner overfor Rejsegarantifonden.