Af sikkerhedshensyn kommer Small Planet Airlines til at flyve danske soldater ind og ud af Afghanistan om natten. Det kan være noget af en udfordring i det bjergrige og krigshærgede land.
Hvis Small Planet Airlines og DSV kan dokumentere, at det litauiske flyselskab betaler sine piloter en rimelig løn og har styr på sikkerheden, så kommer Small Planet Airlines sandsynligvis til at flyve med danske soldater til og fra Afghanistan, sådan som selskabet i sidste uge skulle have gjort for første gang.
Men det kan være noget af en udfordring at flyve til det bjergrige og krigshærgede land – især om natten.
Og natflyvninger er netop hvad der bliver tale om for Small Planet’s piloter, der primært en gang om ugen skal flyve danske soldater fra Roskilde og Karup til militærbasen Camp Bastion og retur.
”Af sikkerhedshensyn forlanger Forsvaret, at vi flyver til og fra Camp Bastion om natten,” siger direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport, der frem til udgangen af marts i år tog sig af flyvningerne.
Mange uden lys
Engelske soldater benytter sig kun af fly med selvbeskyttelsessystemer monteret når de flyves ind og ud fra Camp Bastion. Det var dog for dyrt at installere på Danish Air Transport’s fly, og derfor stillede Forsvaret krav om at flyvningerne foregår om natten, hvor det er svært for fjender at få øje på flyene.
”Selve lufthavnen i Camp Bastion er der ikke de store ben i. Den ligger på en flad slette. Men det der kan give udfordringer er de mange fly uden lys på, som også flyver ind og ud af lufthavnen. Det er andre transportfly, helikoptere og et stort antal ubemandede fly. Og antikollisionssystemet, TCAS, virker kun, hvis begge fly har tændt systemet,” påpeger Jesper Rungholm, der selv har siddet bag styrpinden på adskillige flyvninger til Camp Bastion.
”Desuden lukker de lufthavnen, når der er fare for fjendtlige angreb og ceremonier med døde soldater, som bæres ombord på transportfly for at blive transporteret hjem,” fortæller Jesper Rungholm, der har oplevet at lægge i holding over en lukket Camp Bastion lufthavn i en time.
Ligger i et hul
Hvis Camp Bastion er lukket, kan flyet blive omdirigeret til lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul.
”I Kabul er vejret og vindforholdene helt anderledes vanskelige, da byen ligger i et hul mellem op til fem kilometer høje bjerge,” forklarer Jesper Rungholm.
Desuden kan der generelt være udfordringer med radiokommunikationen i det afghanske luftrum. Alle fly, der skal lande eller er lettet fra en afghansk lufthavn skal i afghansk luftrum holde sig under 28.000 fod, svarende til 8.500 meter. Fly der passerer hen over Afghanistan på vej mellem Europa og Asien skal holde sig over 28.000 fod.
Dette loft kombineret med landets høje bjerge betyder, at der ofte er meget dårlig radiokommunikation. Når man flyver mellem Kabul og Camp Bastion kan man som pilot opleve at havne i et ingenmandsland, hvor det hverken er muligt på radioen at række flyvelederne i Kabul eller Camp Bastion.
Endelig forstyrres radiokommunikationen ofte af de mange droner og deres jamming-udstyr.
I 2010 ramte to transportfly med få måneders mellemrum bjerge under indflyvning til Kabul lufthavn. Alle passagerer og besætningsmedlemmer på de to fly omkom. I 2005 blev 104 personer dræbt, da en Boeing 737-200 ramte et bjerg under indflyvning til Kabul.
Foto: En Boieng 747 letter fra Kabul Airport